155 / 166
IV.
DØJ) OG BEGRAVELSE.
M
a n
saa, om jeg saa maa sige, mere naturhistorisk paa Liv
og Død i de Tider end nu. Døden var den uundgaaelige
Afslutning, som det ikke nyttede at krybe i Skjul for, og var
den i Anmarch, skjulte man det ikke for Offeret; der var ikke
Tale om at skaane, man sagde den døende det lige ud; Præsten
blev hentet og berettede den syge, og havde han noget at ordne,
gjorde han det. Fra det Øjeblik, Døden var indtraadt, var Legemet
kun en Ting; man sagde ikke »han« eller »hun« om den døde;
det var kun Liget, der var igen, og det omtaltes altid med det
lidt hjerteløse »det«, som nu vilde skurre i vore Øren. Og som
det var med Døden, saaledes var ogsaa de Ceremonier, der fore
gik ved Begravelsen, langt forskellige fra vore, og de var, om
der end paa mange Maader gjordes mere af Stadsen, i høj Grad
stødende for vore Følelser. Men derfor var vel dog ikke Datidens
Sorg mindre end vor. — Allerede den Tid paa Dagen, hvor Be
gravelsen foregik, var en anden. En Modebog fra 80’erne siger,
at »Ligbegængclser er mest modenske
0111
Morgenen mellem 8 og
9, mindre brugelige
0111
Eftermiddagen mellem 3 og 4 og gemene
om Middagen mellem 11 og 12 Slet.« Werlautf siger, at han fra