161 / 166
161
den har i hele sin Virken været af størsle Betydning for Udvik
lingen her i vort Land.
Det er i denne Periode, Borgeren virkelig rejser sil Hoved,
det er i denne Tid, vi første Gang hører Menigmands Mening om
offentlige Sager udtalt otfentligt og frit. Der er ingen Tvivl om,
at de københavnske Borgere i det attende Aarhundredes Slutning
lagde de Frø, der spirede i 40’ernes Frihedsbevægelse. Og det
var ikke alene Frisindet, der vaagnede. Det lykkedes ikke saa-
danne Tanker at bane sig Vej, om ikke Jordbunden paa anden
Maade var modtageliggjort. Og netop ved den Foretagsomlieds-
aand, den Flid og Virksomhedstrang, der kendetegner Perioden,
kom ogsaa den Selvbevidsthed, der randede den københavnske
Borgers Ryg, der fik ham til at rejse Hovedet, til at bortkaste
alle de strammende Baand; hvad der var tungt og indeklemt, be
gyndte man at ryste af sig; man smed Parykken, og man løsnede
lidt paa Moralen.
Men:
det lille København var en Fæstning,
og det følte sig altfor meget som saadan, skønt der i Mands
Minde ikke havde været Brug for Kanonerne til andet end Fest
og Kongehyldest; derfor var de i mange Henseender toneangivende
de tyske Officerer, der gjorde sig grundig forhadte af det gode
danske Borgerskab. Man begyndte at knurre, men endnu var det
ikke naaet saa vidt, at man vovede at rejse sig paa Bagbenene,
da Militarismens inkarnerede Repræsentant Frederik d. 6te i 1787
gjorde Byen den Tort at ødelægge Kongens Have ved at gøre
hele Lystkvarteret om Slottet til Exercerplads, Laurierhuset til
Kaserne og det dejlige Nattergalebuskads til Exercerhus. Mulig
vis indsaa man, at disse kostbare Grunde laa »unyttigt« hen.
Selv om Frisindet begynder at dæmre, gaar der dog gennem
Tiden et Drag af Spidsborgerlighed og Nathue-Moral, som nok
gør Tiden hyggelig, men paa mange Maader ogsaa smaalig.
Meget af det, der klemte København inde, er siden faldet, de
gamle Volde er sløjfede, og Byen er vokset langt, langt ud over
dens snevre Panser. Men dog elsker vi i København mest den
gamle By med de hyggelige, snevre Gader og den gamle Bygnings-
stil, dog værner vi med Pietet om Minderne fra Christian den
Syvendes By, fordi vi føler, at det var Blod af vort Blod, og at
den Grundvold, hvorpaa vi staar nu i det frie Kongens Køben
havn, for en Del blev lagt i hin virksomme og stræbsomme Tid
af hine gamle Københavnere, der maaske godt kunde trængt til
K. Bokkenhéuser: Saa By som Borger.
11