118 / 171
114
Manien for at spadsere var ikke alene en Modesag, Maaden
at promenere paa rette Maade var en Kunst.43) Fornuftige Folk
saa med Bekymring Forholdenes Udvikling, især da Købens
havnerinden efterhaanden fandt jBehag ogsaa i Aftenture, tik
med ved Vintertide, og Lægen Tode advarede energisk mod
denne Uskik; thi »hvorledes,« spurgte han 1779, »er hun udrustet
paa saadan et Tog?« »Med et Par Fragmenter af en Hanerumpe,
nogle Favne Baand og endeel Spindelvæv over en mægtig Totte
fremmed Haar; med Titelbladet af en Silkekaabe over Skulds
rene, med tynd Silke eller Sirs eller Linnen paa Kroppen, og
med et Par Bomuldsstrømper paa Benene.«44)
Af Gaderne udøvede Strøget især, Vimmelskaftet, Amagers
torv og Østergade med Galanteris og Modebutikerne, en dras
gende Magt. Festligt og broget kunde Gadebilledet være, naar
Herrer og Damer i farverige Dragter, parykbærende og pudrede,
med Kaarder og Solhatte, vrimlede imellem hinanden. I Hælene
paa de skønne fulgte naturligvis »PetiUMaitren«, ombølget af
Parfume; thi for slig en Fremtoning hørte »OrangesPomade og
lugtende Vande til de uundværligste Nødvendigheder, uden
hvilke hans Væsen vilde blive til intet«.45)
Den alamodiske Sprade tripper med lyse Strømper sirligt
hen over Stenbroen, nynnende paa en eller anden Vise; thi —
som »Aftenposten« 1775 skriver — »jeg mærker, at det er nu
Moden at gaae og synge paa Gaden«.46) Den pynteligt akkomos
derede Paryk gælder det om at skaane, hvorfor den trehornede
Hat ofte bæres under Armen i Stedet for paa Hovedet. Hele
Aarhundredet igennem, fra først til sidst, kunde man daglig
være Vidne til dette Syn paa Københavns Gader, og Wadskiær
omtaler Spraden,
»der gaar med Hatten under Arm
om kolde VintersTide,
ret som han svedig var og varm
af Solens Straaler blide,
fordi han ey forderve vil
den skiønne Front i Panden«.47)