122 / 171
1 1 8
senere Tider saa typiske københavnske Gadefigurer var der;
med gjort.r,li)
Mellem de sammenfejede Møddinger, som laa paa Stenbroen
og afventede Skraldevognenes Ankomst, rodede fattige Koner
som Gribbe efter Pjalter, Tøjstumper og lignende, som med en
Smule Fordel kunde afhændes til Papirmøllerne,r,T) og en Bunke
snavsede Gadedrenge pjaskede og ragede uden Hensyn til de
forbigaacndes Klæder begærligt i Rendestenens Mudder i Haab
om muligvis at opfiske de Smaaskillinger, Sælgekonerne havde
tabt. »Rendestenssnager« var et almindeligt københavnsk Skælds;
ord for Almuens Børn og Skikken »saa gammel som Staden
selv«.58)
I det snævre Højbrostræde, hvor Færdselen var stærkest og
en Mængde kærkomne Smutgange aabnede sig ind gennem
Gaardene til St. Færgestræde, drev Lommetyvene med Forkær;
lighed deres Virksomhed.59) Ja, paa Hjørnet af Hysken; og
Læderstræde, Naboløs og Compagnistræde holdt Udskuddet af
»den jødiske Nation«, mest unge Lømler, et veritabelt Hæler;
stævne, hvor lutter stjaalne Koster bragtes til Torvs, indtil
Politimesteren 1781 slog ned og med haard Haand splittede
dette berygtede »Tyve;Rendez;vous«.60)
Trods alle Forsøg paa at dæmme op for Tiggeriet, trivedes
dette stadig frodigt hele Aarhundredet igennem. Hovedstadens
Gader vrimlede af ynkværdige Almissesøgende, som paa alle
tænkelige Maader paakaldte Godtfolks Medynk. Fra gammel
Tid paahvilede det Fattigfogederne —
Stodderkongerne
61) — at
holde Justits i Stræderne og opbringe ulovlige Tiggere, og naar
disse grove, brutale Ordenshaandhævere greb ind og under
Eder, Skældsord og Stokkeslag slæbte af med deres usle Fangst,
som ynkeligt skreg om Hjælp, tog Publikum ofte Parti og be;
friede de paagrebne Stoddere. Det hjalp kun lidet, at Plakat
efter Plakat strengt forbød enhver at gøre Fattigfogderne Over;
last under deres Embedsgerning, Slagsmaal og Opløb var næsten
en dagligdags Begivenhed, naar Stodderkongerne drog paa Togt
gennem Stræderne for at indfange de ca. 500 Tryglere, der
gennemsnitligt var Aarets Host.'1-)