KøbenhavnskeGader

140

tigst muligt maatte lade den slæbe i Sikkerhed for Tyvefingre

og gøre Skridt til Rejsning af en ny, uundværlig Gabestok med

tilhørende Trappe.'1*) Al Strenghed til Trods lykkedes det dog

ikke at tøjle Matronerne, de 2 vagthavende Betjente eller Væg*

tere formaaede ikke at sætte sig i Respekt, og i sin Vaande vid*

ste Politimesteren 1782 intet andet Raad end at foreslaa i Torve*

tiden at anbringe Kællingerne ved Skamstøtten paa Graabrødre*

torv. For ej at faa Byens Indre forpestet med Stank modsatte

Magistraten sig dog dette,“'') men Forslaget vakte Opsigt, og

Svares Enke sendte straks en ny Vise om Fiskerkællingernes

Forflyttelse i Handelen under Melodien: »En yndig Pige, et godt

Glas«.70) Gammelstrands*M atronerne var et stridigt Folkefærd,

som det ikke var let at flytte med, og gik Politiet deres ældgamle

»Rettigheder« for nær, søgte de Bistand paa allerhøjeste Sted.71)

Medens en udvalgt Buket af Konerne vel indpakket hævdede

Skansen paa Fisketorvet, forsynede en Mængde andre sig med

Fisk og stormede med fyldte Kurve gennem Gaderne, hvor

deres skrallende Stemmer sejrrigt tog Kampen op mod de andre

Smaahandlendes Kor:

»Frisk Torsk!«' -)

—

»He r er Villinger! Villinger! \ 7illinger!

Villing.

,/«73) —

»He r er Sk ruppe r !«'*)

Og uden mindste Afvigelse lød Raabet fra Aar til Aar:

»Skel

I ha Hol s t e ens Sild! Skel I ha' Flekke-Sild! Skel 1 ha R e d d i k e r

P/ger?«75)

»Gak ud og sig til de Kiellinger, som raaber med Østers, at

de maa ikke raabe i denne Gade, hvor jeg boer,« siger Herman

von Bremenfeld til Henrik i »Den politiske Kandestøber«, og

Holberg, som selv var meget sensibel overfor al unødig Larm.

kendte fra København særdeles vel dette Falbydelses*Skrig, som

paa visse Aarstider skingrede gennem Gaderne.7’1)

I Sehesteds Digt »Kiøbenhavns ynkelige Klage« figurerer saa*

ledes en Rendekælling, som med Østerskurven paa Arm ud*

slynger sit:

»Hv o vil købe?«

og i Bindebrevet »Barselstuen« fra

1680erne genlyder det i Stroferne:

»Ja lystig! Bordet fuldt; ved Stranden man nu raaber:

K ø b Øste r s! «11)