KøbenhavnskeGader

Række, — og af Bydele fra tidligere Tider har Frederiksholmss

kvarteret og hele Christianshavn i Gadenettets geometriske

Regelmæssighed tydeligt Præg af at skyldes en forud lagt, veh

overvejet

)

Den indre By bibeholdt derimod stadig sin gamle Rarakter,

Gadernes lunefulde Bugter, Strædernes mærkelige Ophobning

her og der havde sin Forudsætning i længst forsvundne Tids*

forhold; trods Flammernes Ødelæggelse var Robenhavn ved*

blivende en ærværdig Stad, i hvis Træk Aarhundreders Historie

stod skrevet.

Det er fremfor alt denne Byens Rerne, der — som middeb

alderlige Stæder havde for Skik — laa saa underlig lukket for

Sol og Lys, jeg i det følgende vil dvæle ved; thi i disse krogede

Stræder mødtes ved Midten af 18. Aarhundrede to Modstandere

— den gamle Tid og den nye — maalte hinanden og begyndte

at kæmpe.

Om denne stilfærdige og dog saa haardnakkede Ramp hånd*

ler min Bog. —

Man elskede i Fortidens Byer at se et Træ hist og her folde

sin Bladpragt ud i Husenes Trængsel. Den grønne Fylde brød

saa behageligt Facadernes stive Række, Gadebilledet blev dy*

bere, mere levende, mere festligt, og for mangt et Menneske,

som gik i sin daglige Dont bag Mure af Sten, var sligt et Træ

ofte den eneste Hilsen fra den groende Natur udenfor Stadens

Porte.

Dobbelt hyggelig føltes Stuen en Vinteraften, naar det udens

for de lukkede Skodder susede i de sorte Grene, og yndefuldt

som et Smil pippede Vaarens første Spirer frem mellem Husene.

Det visne Løv, som en Efteraarsdag raslede henover Stenbroen,

var som en Haandfuld Guld af Høstens Pragt, smidt i Grams i

det fattige Stræde, og naar Sommernattens Skumring laa i

Gaden, sneg Lindeblomsternes Duft sig ind i Stuer og Alkover

og fyldte dem med Sødme, og Længsler.

Denne Borgernes Kærlighed til Træer var gammel og op*

rindelig, og heller ikke i det 18. Aarhundredes København for*

nægtede den sig. Rundt om paa Pladser og Torve mødte Bliks