KøbenhavnskeGader

have nødig »at gaa i over Skoene«, og 1768 klagede Militæret

igen over, at Vagtparadens Route, særlig Kobmagergade, »af

Smuds og Urenlighed snart slet ikke mere er til at passere.«-1’)

Den elendige Brolægning, Magistraten lod sig nøje med, for*

værrede Ondet, idet de nylagte Gader efter et Par Dages Regn

kom i en saadan Forfatning af Dyndet, som piplede op mellem

Stenene,

»at Kiøbenhavn i dette Fag nærmere ligner en søb

agtig Landsby end en kgl. Residentsstad,

«2T) og med Gadefej;

ningen var det alle Trusler til Trods ikke bedre bevendt.

Flvad nyttede det vel, at Plakaterne paa Gadehjørnerne for;

talte, at Stenbroen var fejet, naar de ikke engang selv — som

man 1786 spydigt skrev — var »sikre for at besudles og over;

stænkes af det Dynd, som de bevidne ikke at være til,«28) —

og selv om Kosten blev brugt, var det ingenlunde altid paa

rette Maade, hvad man f. Eks. 1788 kunde konstatere i Gothers;,

Adel; og Borgergade, »hvor man paa mange Steder næppe kan

komme tværs over Gaden for vidt udbredte Dynger af Rende;

stens Mudder, og næppe er Renovationsvognene bortkiørte,

førend Gaderne bliver zirede med Møddinger igien, som blive

henliggende til anden Dags Morgen.« Særlig om Søndagen pran;

gede Hovedstaden »med alle Slags Couleurer Fejeskarn,«29) ja

i Nyboder gik Sløseriet saa vidt, at Admiralitetet 1786 klagede

over Urenligheden, der hobede sig op paa Gaderne i saa hoje

Bunker, at Natvognene af og til væltede med deres Læs og ud;

bredte en utaalelig Stank.30)

Ubehageligt var det en tør Blæstdag at spadsere i Skyer af

Støv og fortørret Skarn, og ved Vintertide, naar Snemasserne

styrtede ned over Staden, kom Myndighederne ofte i Strid om,

hvem der havde Ansvaret for, at Gaderne i hele Uger saa at

sige var ufremkommelige.

Det skulde visselig ikke hjælpe, at Godtfolk befriede deres

Gaarde for Sne ved at læsse den ud paa Kørebanerne, og naar

Tøvejret brød løs, rislede Vandet som af tusinde Kilder over

Gaderne. I Begyndelsen af 1789 var det helt galt, vaade Fødder

kunde Københavnerne umuligt undgaa, »da Gaderne vare saa

fulde af Indsøer som Finland og saa rige paa Morads som