![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0062.jpg)
58
digt ved det gamle, og i det 18. Aarhundredes København laa
Trætagrender derfor i Tusindvis i Dybet mellem Gavlene som
Landeveje for de vandrende Rotter.
Sure og frønnede var de ved Vintertide, men naar Sommer;
solens Straaler glødede over Tegltagene, skrumpede de ind i
Heden, revnede og sprækkede, og let fængelige som Trøske
lurede de i Stimmelen af tætpakkede Huse som frygtelige Ild;
ledere. Da Skæbnen derfor en varm Junidag 1795 ramte det
sorgløse København umiddelbart efter en lang Tørkeperiode,
hævnede Borgerskabets Ulydighed sig forfærdeligt; thi alle som
én stemmer Meddelelserne om denne Kæmpebrand overens i
Fremhævelsen af, hvor ivrigt de knastørre Trærender rakte
Flammerne Haand under deres hastige Stormløb over Staden.7)
Og dog — alle bitre Erfaringer til Trods — fik disse Render
Lov at blive liggende paa Husene i de af Ilden skaanede Bydele.
Ganske vist forbød man strengt for Fremtiden at opsætte
Hovedgesimser og Tagrender af Træ, men det kneb kendeligt
at faa dette Forbud respekteret,8) og paa mangt et Barokhus i
den gamle By fjæler Render, som er udhulede i svært Tømmer
eller samlede af Brædder, sig den Dag i Dag mellem Gavlene.
Mundingen lukkes dog nu af en Metalplade, medens et moderne
Nedløbsrør fører Regnvandet ned til Gaden,9) og det samme
gælder de kraftigt profilerede Trægesimser, i hvis Indre der
mangen Gang skjuler sig en udhulet Rende.10)
Nedløbsrør kendtes og brugtes ganske vist ogsaa i det 18.
Aarhundrede, men forholdsvis faa satte sig i Udgift til sligt, da
man foretrak at hjælpe sig paa anden Maade.
Ud fra Tagskægget kravlede sælsomme Mundinger af Kobber
eller Blik paa lange, snirklede Ben stundom flere Fod ud fra
Facaden. Formede som Uhyrer med vredt opspilet Gab, som
Storkenæb, Dragesvælg eller lignende fantasifulde Dyrefjæs
svang de sig dristigt ud i Luften, understøttede af et Jernsprin;
kelværk med Snirkler og Kraller. (Fig. 10—11). Bagdelen af disse
Rør — der til Tider ogsaa fremtraadte helt glatte uden Pynt
af nogen A rt — sad fastgjort i Tagrenden, og naar Regnen for
Alvor tog fat, fik disse mærkelige Skabninger pludselig Liv.