148 / 299
de havde nu Redskaber til at rydde Skovene med.
For Økse og Ild faldt store Skovstrækninger og gav
Plads for Agerland, Landsbyer voksede op, og alle
rede paa Gorm den Gamles Tid var disse omgivet af
Korn- og Græsmarker. Endnu var Danmark dog et
skovrigt Land, og der var Overflod af Træ, men Be
folkningen var blevet vant til at ødsle med dette
Materiale, og i de følgende Aarhundreder formind
skedes Skovarealet Aar efter Aar.
Brænde blev først og fremmest anvendt til Op
varmning, til Brygning og til Bagning. Alene til
Kongens Slot i København medgik der paa Frederik
den Femtes Tid over 7000 Læs aarlig, og flere Her-
regaarde brugte henimod 500 Læs aarlig. Men og-
saa til at udsmelte Jern af Myremalm, til at koge
Salt af Havvandet og til at brænde Sten og Kalk
brugte man Masser af Brænde. Til næsten alle Huse
blev der brugt Tømmer, og den danske Flaade har
gennem Tiderne slugt en stor Del af vore Skove.
Alene til et enkelt Krigsskib medgik ca. 2000 Ege
træer. Ogsaa i Krigstid gik det ud over Skovene.
Svenskerne ødelagde saaledes under en af de mange
Krige store Skovstrækninger i Jylland for at forhin
dre os i at skaffe Egetræ til Bygningen af nye Skibe.
Saaledes blev Danmarks Skove udplyndret igen
nem Aarhundreder, og ingen sørgede for at plante
nye Træer til Erstatning for de borthuggede. Ja,
end ikke de selvsaaede Planter fik Lov til at vokse
i Fred. Det var dengang almindeligt, at Heste, Køer
og Svin gik løse i Skovene og bjergede Føden paa
egen Haand. Heste og Køer aad de unge Træers
Knopper og Kviste, og Svinene aad Bog og Agern,
hvoraf de nye Planter skulde spire frem.
Helt til Aar 1800 fortsattes denne Ødelæggelse.
Ved den Tid var næppe
*/25
af Landet bevokset med
Skov. Vest- og Midtjylland var helt skovløse, og i
den øvrige Del af Landet var der kun sørgelige Re
ster tilbage. Da greb Regeringen ind, dels for at
redde, hvad der endnu var i Behold, og dels for at
faa plantet nye Skove.
Der udkom en Lov, der forbød den fortsatte Øde
læggelse af Skovene. De blev gjort til Fredskove.
Ejerne maatte nok fælde Træer, men ikke flere,
end Skoven kunde taale. Blev der ryddet et Stykke
Skov, skulde der straks plantes et nyt Stykke, der
var lige saa stort som det ryddede, i Stedet for.
Samtidig hermed sørgede Staten for, at der blev
plantet nye Træer. Først bragte man Orden i de
gamle Statsskove, og siden begyndte man at plante
paa helt ny Jord. Et gammelt Ord siger, at der, hvor
Ploven ej kan gaa, og Leen ikke slaa, bør et Træ
staa. Dette handlede man efter, da Landet skulde
have nye Skove. Der var jo ingen Mening i at for
vandle frugtbar Agerjord til Skov, og desuden var
der Jord nok, der laa hen til ingen Nytte. Der var
de udstrakte Heder og de vældige Klitrækker fra
Skagen til Blaavandshuk. Disse øde Egne skulde
bære Danmarks nye Skove.
Saa længe Staten var ene om dette Arbejde, gik
det kun langsomt. Men endelig kom Dalgas til, og
han havde en sjælden Evne til at faa Fart i Plant
ningen. Lian indsaa, at Staten alene ikke kunde
magte denne Opgave; der maatte Tusinder af flit
tige Hænder til. Det lykkedes ham at faa Hedens
og Vestjyllands Gaardmænd og Husmænd interesse
rede i Plantningssagen. Og nu staar Danmark med
et Skovareal, der er dobbelt saa stort som for hun
drede Aar siden, og det forøges Aar for Aar. Et
Skovland bliver vort Land dog ikke mere; vi kan
simpelt hen ikke undvære vor frugtbare Agerjord,
men Skovarealet kan forøges i mange Aar, thi end
nu ligger der Hedejord og Klitsand og venter paa at
blive beplantet.
Gennem Skovplantningen er Danmarks Dyreliv
blevet rigere. Sangfuglene kvidrer nu helt ud til
Vesterhavets Bred, og Skovduen kurrer i Granernes
Toppe. Raadyrene færdes overalt, og selv Kronhjor
ten kan træffes i Hedernes og Klitternes nye Skove.
Plan for Barnels Arbejde.
Indledning:
Danmarks Skovrigdom sammenlignet
med andre Landes.
Indhold:
Skoven gennem Tiderne.
1. Skoven i Oldtiden.
2. Ødelæggelsen af Skoven og dens Aarsager.
3. Arbejdet for Forøgelsen af Skovarealet.
(Slutning. Dyrelivet i de nye Skove).