KøbenhavnsKommunaleSkolevæsen

for ganske ufarlig. Dens Sk raan inger blev dy rk et

som en Have; hø jere oppe var den dækket af en

p rag tfu ld Urskov, og selve Toppen, hvo rpaa der laa

en idyllisk lille Sø omgivet af Palm etræ er, v a r et

yndet Udflugtssted.

I Begyndelsen af 1902 mæ rkedes der Svovllugt

paa Bjerget, og hen paa F o ra a re t ud send te V u lka

nen Damp og Aske. Befolkningen begyndte at ane

U raad og ængstes for, at deres sm ukke By skulde

komm e til a t dele Skæbne m ed Pompeji, m en de

fleste slog sig til Taals med, at der altid vilde blive

T id til at flygte.

Men der skete noget ganske uventet. Om Mor

genen den 8. Maj hø rtes en øredøvende L arm efte r

fulgt af en frygtelig Eksplosion. E n ku lso rt Sky

rullede m ed en O rkan s Hastighed ned ad Bjerget,

og i Løbet af et P a r M inutter fo r den over Byen og

videre ud over Havet. E t Ø jeblik efter slog F lam

m erne ud fra om tren t alle Bygninger i Byen og

Omegnen. Men Døden havde da allerede gjo rt sin

Høst; th i Skyen havde h a ft en saadan Varm egrad,

a t den havde d ræb t alt paa sin Vej m ed Undtagelse

af 2 Mennesker: en Skomager, der boede i Byens

Udkant, og en Neger, der sad indespæ rret i en Kæl

der i Fængslet.

Da en fra n sk K ryd ser samme Dag Kl. 3 naaede

ind til Byen, fa n d t den af den før saa sm ukke Stad

kun bræ ndende Ruiner, og mellem dem laa Ligene

af henimod 30.000 Mennesker.

1. Mellemskoleklasse.

Diktat.

Naar de rask e Bydrenge / udb ringer det friske

Morgenbrød, / er den store By / i Fæ rd m ed at

vaagne op / af sin Søvn. Avisen, der fø rst bliver

fæ rd ig tryk t / i Nattens Løb, / komm er saa tidligt, /

at Kontorfolk og A rbejdere / k an faa T id til / at

læse O versk rifterne / paa Døgnets sidste Nyheder, /

før de enten til Fods, / paa Cykel eller m ed Spo r

vogn / begiver sig til deres A rbejdssteder. E r det

Regnvejr, / er det kun de dristigste / af Cyklisterne,

/ der trod ser Vejret / og Sporvognene bliver da saa

overfyldte, / at Konduk tøren / kun m ed sto rt Be

svær / k an bane sig Vej.

Genfortælling.

Rødkælken og Lærkeungerne.*)

Da en Mand en Dag var ved at slaa Græs ude

paa sin Mark, kom h an til at hugge Leen i en

Lærke, som sad i sin Rede for at beskytte sine

sm aa Unger, der lige var komm et ud af Æggene.

Manden saa lidt paa de hjæ lpeløse S tak ler uden

rigtig at vide, hvad h an skulde stille op m ed dem.

Saa fik h an pludselig en god Idé.

I et K irsebæ rtræ ude i han s Have havde en Rød

kæ lk bygget sin Rede, og h an vidste, at den netop

var begyndt a t ud ruge sine Æg. H an b a r nu Læ rke

reden hjem , og saa sn art h an saa, at Rødkælken

havde fo rlad t sin Rede, kravlede h an op i Træet,

fjernede Rødkæ lkens Æg og lagde de sm aa Læ rke

unger i Reden. Saa stillede h an sig i Skjul bag et

T ræ og ventede paa, hvad der vilde ske, n a a r Rød

kæ lken kom tilbage.

S nart efter kom den. Den skulde lige til at lægge

sig i Reden, da den saa, a t Æggene var blevet ti)

Unger. F ø rst stirrede den forbavset paa dem, saa

fløj den bort. Manden troede nu, at den vilde over

lade de sm aa Læ rkeunger til deres egen Skæbne.

Men lidt efter kom den tilbage m ed sin Mage, og

de var meget ivrigt optaget af de sm aa Unger. H u n

nen lagde sig varsom t paa Reden, og H annen fløj

b o rt og kom sn a rt efter med Føde til dem. De gode

P lejeforæ ldre opfødte dem nu, som om de havde

væ ret deres egne.

*) Overskriften skrives op.

7. og 8. Normalklasse.

Fristil.

Fortæl om, hvad du helst vil være

og hvorfor.

(Hvis du h a r forskellige P laner, m aa du godt

skrive om mere end een).

8. Normalklasse.

Diktat.

S tatsbanernes Ledelse / h a r i en Aarrække a rb e j

det paa / at gøre de danske Je rn b an e r / saa tid s

svarende, / at de k an imødekomme de Krav, / Nu

tiden stiller til den moderne T rafik.

Allerede fo r et P a r Aar siden / aabnedes den fø r