75
Privilegierne af 1693, thi Hørkræmmernes Privilegier af
1722 give disse Eneret til denne Handel.
Sagen endte med, at Urtekræmmerne forpligtede sig
til at ophøre med Salthandelen, imod at Hørkræmmerne
lode Sagen falde.
I Jan. 1733 indgav man derefter et Andragende til
Kongen forat forestille, hvor vigtigt det var, at Urte
kræmmerne handlede med Salt. „Det er den fattige
Borger og gemene Almue, Civil- og Militær-Etaten,
Daglønnere og Andre, som nu i Mængde ved Byg
ninger og andet Arbejde befindes, umuligt, for ikke at
hindre eller sinke sig fra deres Arbejde, at gøre noget
Køb førend Aftenen og Daglønnen er fortjent; da er
Saltet at faa i vore Boder endog for halve Skillinger,
istedenfor at Hørkræmmerne holde deres Boder lukkede,
tør derudi, for Ildsvaade at forekomme, ej aabne ved
Lys, og desuden sælge de ikke konform med de fattiges
Vilkaar og Formue udi smaat og lidet. Dernæst bo
Hørkræmmerne enten under Børsen eller oppe ad Tor
vene i Byen og tvært imod deres Majestæts Søfolk
saa vel som de Fleste af Soldatesqven tilligemed den
fattige Borger udi Nyboder, Kristianshavn og omlig
gende Gader og Stræder, der vores Boder dog ere og
befindes, at den Fattige saaledes uden at gaa hele Byen
igennem ved os med Salt kunde blive betjent, og
endelig falholdes i Hørkræmmernes Boder intet til
Føde uden denne ene Species, da det dog er os aller-
naadigst bevilget at handle med alle andre Sorter, til
Livets Ophold behøves, og derfor uomgængelig fornø
dent Salt tillige hos os maatte være at faa“. Desuden
vilde Major Fursmans Saltraffinaderi lide stort Tab, og
Folk vilde søge de Urtekræmmere, der boede nærmest
ved Hørkræmmerne, hvorved en stor Del vilde blive
ruinerede. Lavet bad sluttelig om Stadfæstelse paa
sine Privilegier.
Det viste sig ogsaa, at alle Urtekræmmerne til
sammen solgte omtrent 450 Tdr. Salt aarlig.