94 / 289
Magistraten vilde hævde Stochters Eneret; dog for
langte Lavet Nedsættelse i Priserne.
1.
Avg. 1739 fik Johan "Walbohm kgl. Privilegium
paa en Segllakfabrik, hvorom der samme Aar sluttedes
Overenskomst med Lavet.
I Juli 1739 udmeldte Oldermanden 2 Lavsbrødre
til at undersøge, med hvilken Ret 21 Personer handlede
med Urte- og Isenkram, og siden hos 53 andre Per
soner. Flere af disse, mest Kvinder, der solgte The,
Kaffe og Knappenaale, svarede, at de mente, at den
Handel var tilladt Alle og Enhver. Mange af disse
Personer havde dog særlige kgl. Bevillinger.
Paa Magistratens Anmodning om if. kgl. Befaling
hvert Aar at give Konventhuset (o: Fattigvæsenet)
Underretning om de Bøder, der faldt i Lavet, og om
Bestyrelsen af Tide- og Straffepenge, at de Fattige
kunde faa den dem tilkommende Del, svarede Older
manden
8
. Feb. 1740, at ved Lavet „er ingen Anord
ning om Tidepenge, haves og lidet eller intet af, thi
det, som Lavet under sig selv ved en eller anden Lej
lighed skulde betale, mangler Exekution og derfor
dependerer af enhver, hvad og hvormeget han vil give,
og Bøder for Fuskerier, som skulde være den største
Del imellem Aar og Dag, kommer aldrig en Skilling
af til Lavet, dels fordi de Varer, som hos Fuskere
attraperes, ere af liden og ringe Værdi, dels og at
Forfølgningsmaaden ved Retterne er saa aldeles be
kostelig, at Lavet for ikke at udarme sig selv med
excessive Udgifter, lader Fuskeren og Processen fare,
og saaledes falder og Straffen bort, saa Lavet hverken
har Tide- eller Straffepenge, men naar nogen Samling
sker, giver hver Mand af egen Godhed 2 eller 4 0 i
Fattigbøssen, som igen hvert halve Aar uddeles til
Husleje foren fattig nødlidende Enke af Lavet“. Dette
var Begyndelsen til den siden meget tiltagende store
Godgørenhed, som Lavet viste mod trængende Lavs
brødre og Enker.