111 / 237
102
andre knytter til en Fredsslutning. Menneskene, og paa dem alene
kommer det jo an, vil forblive ganske de samme efter en Freds
slutning som før den.«
Og længere fremme:
»Man taler om at grunde et Forbund, der skal samle alle de
forsonede Stater under sine Vinger. Men først vil de, som forkyn
der Forbundet, ordne alle Forhold til deres Fordel alene. Det er i
Historien 100 Gange set: Saasnart en Magt har opnaaet hvad den
attraaede, vil den Fred for at forblive i uforstyrret Besiddelse af
det Indvundne.«
Brandes, som i Aarene fø r Krigen havde rejst meget og skrevet
mindre, tager i 1914 atter fat i Studerekammeret og begynder at ud
sende det ene store Værk efter det andet, nemlig foruden de to nævnte
Bøger om Krigen Tobinds-Værkerne om Goethe, Voltaire, Cæsar og
Michelangelo.
Næsten i samfulde syv Aar maatte Brandes bekæmpe sin Rejselyst
— men i Foraaret 1921 opholder han sig i Italien, og Aaret efter naaede
han et længe eftertragtet Maal: Grækenland. Om denne Rejse — som
om mange andre Rejser og Begivenheder fra Brandes’ seneste Aar —
kan man læse i den livlige Bog, hans Privatsekretær Fru Gertrud
Rung udgav i 1930 »Georg Brandes i Samvær og Breve«, der desuden
indeholdende en Mængde Amatørfotografier.
Større Fester og Sammenkomster skyede Brandes i de senere Aar;
i August 1926 deltog han dog i en Sølvbryllupsfest, som Vennen, Magi
ster H. V. Clausens holdt paa Hindsgavl, men trættedes hurtigt.
Den 26. Oktober samme Aar blev det 60-Aarsdagen fo r Udsendel
sen af Brandes’ første Skrift »Dualismen i vor nyeste Ph ilosoph ie «;
den fejredes sammen med en snæver Vennekreds i det Rung’ske Hjem
■— Fru Rung beretter om denne Aften (S. 224— 26) bl. a. følgende:
»T il Pigen, der lukkede op for ham, sagde han spøgende: Jeg
kommer lidt sent; jeg er nemlig den Kat, som skal slaas af T øn
den i Aften. Han syntes veloplagt, drillede og lo, men da han rej
ste sig for at svare paa Talen til ham, formede hans Ord sig som
et vemodigt Tilbageblik, og vi følte alle, som var dette et Farvel.
Han sagde bl. a.:
... De har villet mindes mit Diamantbryllup med Literaturen.
Diamanten mangler desværre. Jeg kan daarligt fejre, at jeg 60
Aar i Træk er bleven skældt ud i den nordiske Presse. Min første
lille Bog er grundigt glemt. Den var forberedt i 4 Aar, rettet mod
F ilosoffen Rasmus Nielsen, dengang dansk Literaturs Enehersker,
nu sporløst glemt og med ham naturligvis Indlæget imod hans Fi