113 / 237
104
ganske den beskedne Lejlighed paa Strandboulevarden 27, hvor Bran
des snart i en lang Aarrække havde boet. Men alle Gratulanter og Be
søgende afvistes, kun Datteren, Fru Edith Philipp med sin Mand og to
Børn blev indladt og spiste Frokost hos ham — i Dagene derpaa gik
det atter rask ned ad Bakke; Brandes selv forstod nu, at det bar mod
Døden og gentog flere Gange, at han ønskede at brændes, og at hans
Aske skulde spredes for alle Vinde.
Knap en Uge efter Fødselsdagen optraadte der atter hæftige Un
derlivssmerter, og da det ogsaa begyndte med Opkastninger, turde
man ikke udsætte Operationen; Brandes overførtes til Professor Lo
rentzens Klinik, hvor Kirurgen, Professor Lendorf under en Lokalbe-
døvning skaffede Passage foran det forsnævrede Sted paa Tyktarmen.
Lidelsens Aarsag viste sig som frygtet at være en Kræftsvulst, som man
dog ikke samtidig turde forsøge at fjærne, saa længe Kræfterne ikke
var større; og i Dagene derpaa svandt de yderligere samtidig med Be
vidstheden.
Lørdag d. 19. Februar døde Georg Brandes. Ved Middagstid vaag-
nede han en kort Stund af Bevidstløsheden og bad om at maatte se
Dattersønnen, den 14-aarige Georg, som stod hans Hjærte nær; han
blev hentet og naaede lige at trykke Bedstefaderens Haand, inden
denne atter faldt hen i en Døs, der Klokken 9 Aften næsten umærke
ligt bar over i Døden.
Uden Højtidelighed af nogen Art blev Brandes’ Kiste fra Klinikken
paa Dosseringen i al Stilhed kørt til Krematoriet paa Bispebjerg, hvor
Bisættelsen foregik om Eftermiddagen den 25. Februar. Tidspunktet
var holdt hemmeligt, saa kun Familien og nogle faa Venner var kom
met til Stede.
Særlig indbudte var Professorerne Vilh. Andersen, Brix og Vedel,
Forfatterne Sven Lange, Karl Larsen, Henrik Pontoppidan, Otto Rung,
den tyske Forfatter Ernst Toller og Oversætteren Dr. Magnus, Direk
tør Fr. Hegel og Bogtrykker Græbe, Gyldendal, samt de Læger og den
Sygeplejerske, der havde tilset Brandes.
Blandt de talrige Kranse og Blomster, der dækkede den hvide Ki
ste, saas en Krans fra Kongen.
Højtideligheden indledtes med Schuberts Komposition »Der Tod
und das Mädchen«, spillet af Breuning-Bache-Kvartetten. Nogen Tale
havde Brandes ikke ønsket ved denne Lejlighed; Forfatterforeningens
Formand, Sophus Michaelis, der stod Familien nær, fremsagde et Digt,