GeorgBrandes

101

gennem en dels underkøbt, dels fanatisk Presse fordummet Euro

pa; den har ved det Had, som Voldshandlinger og Bagvaskelser

har avlet, forgiftet Massernes Sjæ leliv; den har ved det frygtelige

Hykleri i Selvretfærdighedens Tjeneste form indsket det Fond af

Sandhedskærlighed, Slægten m øjsom t havde indvundet. Den har

altsaa ved dagligt Massemord og afsindig Ødslen med Penge til

unyttige og uproductive Formaal forarmet, forraaet, fordummet,

forgiftet.

Jeg for min Del venter mig saare lidet af den Litteratur, som

skal opstaa af en Jordbund, der er gødet med Ungdommens Blod,

Politikernes Løgne og Avisernes Skarn.«

I sin Bog »Verdenskrigen« skriver Brandes bl. a. i et af de sidste

Kapitler om »Kampen om Kunder«, A fsnit 2:

»A lle Folkeslag er inderst inde for Fred. Den store Befolkning

i Landene ønsker uforstyrret at kunne passe sin Gerning og nyde

sit Livs sparsomme Glæder.

Naar Folkeslagene ikke desmindre saa jævnligt er i Krig, be

ror det paa, at de ikke har ringeste Lod eller Del i Afgørelsen af

Krigsspørgsmaalet, ikke i ringeste Maade faar Lov at raade over

deres Skæbne, og det lige saa lidt i demokratiske Lande som

Frankrig eller parlamentariske Lande som England, som de evner

det i Rusland eller Tyrkiet.

Spørgsmaalet afgøres af nogle Diplomater og Ministre, der i

Virkeligheden gaar Bankernes og de store Industridrivendes

Ærind. Bliver Udenrigsministeren i Landets Rigsdag spurgt, om

der er Fare for Krig eller Udsigt til Krig, saa svarer han, at Rege

ringen af yderste Evne bestræber sig for at bevare Freden, og gaar

man ham stærkere paa Klingen, lyder Svaret, at Landets Interesse

forbyder at røbe, hvad der maa betragtes som diplomatisk Hemme

lighed.«

Og Kapitlet slutter:

»Saaledes har vi da nu Forretningskrigen, Handelskrigen til

Bedste for Landenes Bankdirektører og Storindustrielle. Den ud-

fægtes, medens Evropas ulykkelige fredelskende Folk, kunstigt

ophidsede til nationalistisk Raseri, tror at kæmpe fo r Idealer som

Frihed og Ret.

Og Handelskrigen er kostymeret som Kamp for Fædrelandet,

dette Fædreland, som Statsmænd i hvert eneste Tilfælde havde

kunnet bevare, styrke, berige og udvikle til høj Civilisation, uden

nogen som helst Anvendelse af Torpedoer, Miner eller Granater.«

Og om Fredsslutningen skriver Brandes i »Tragediens anden Del«

1919 bl. a. S. 19:

»Det er mig ikke muligt at dele de Fremtidsforhaabninger,