105 / 237
96
tilsammen givet den danske Reaktion et Ord med paa Vejen, som
den sent vil glemme. Den største og smukkeste Sal i København
fyldt til sidste Plads af et Selskab, som det samles maaske kun
een Gang i en Menneskealder ...«
Redaktør Carl Rehrens bød Velkommen, Peter Nansen overtog Di
rigentposten; den første af de omdelte Sange var af Sophus Schan-
dorph, Erik Skram holdt Festtalen, der gengaves efter Manuskript i
»København«. Den næste Sang var Sophus Claussens, der efterfulgtes
af Taler af Maleren Th. Niss, Professor Høffding samt af Hæders-
gæsten.
Brandes sluttede sin Tale med en Skaal for dansk Aandslivs
Vækst, for en frodig Blomstring af dansk Videnskab, Kunst og Litte
ratur — og udbragte et: Danmark leve! En lystig Sang af Sganarel
(Axel Henriques), en Tale af Studentersamfundets Formand Alfred
Christensen og ca. 100 Telegrammers Oplæsning fulgte.
Tidspunktet for Fakkeltoget nærmer sig. Det udgaar Kl. 11 fra
Nikolaj K irke; i Spidsen Typograferne med et stort Banner med Bille
de af Johan Gutenberg, derpaa fire og fire Ungdom af alle Samfunds
lag, Studenter, Arbejdere, Kunstnere, Handelsfolk o. s. v., bærende de
halvtredje Hundrede tændte Fakler. Toget gaar gennem Vingaards-
stræde over Kongens Nytorv, ad Bredgade og ind i Palæets Gaard, der
hurtig fyldes til Trængsel, medens de tilstødende Gader er sorte af
Mennesker.
Paa Altanen staar Brandes, der hilses med dundrende Hurraraab;
Forfatteren Oscar Madsens Fakkelsang kastes i Grams og afsynges,
Oskar Johansen holder derpaa Fakkeltalen, Brandes takker: Tak for
de Fakler. Lad dem flamme højt. Lad dem lyse vidt! Et nifoldigt
Hurra — og de kastes i Baal.
Der sluttedes med et Sold, hvor bl. a. Morten Pontoppidan, Herman
Trier, den svenske Grev Birger Mørner og Pianofortearbejder Holst
talte; man sang atter en Vise af Sganarel, inden Festen hen paa Natten
ebbede ud. Et af Versene lød, stadig med »København« som Kilde:
»Havde Brandes sin Fortid fortrudt,
kunde Kultusminister han være.
Jeg ved en, som har gjort Carriere,
han var rød, men fortrød resolut.
Blot man slukker den Ild, man har tændt,
hjælper til med at sprøjte paa Flammen,
værger Kirken og Tronen og — jamen,
det laa nu’nte for Brandes’ Talent.«