103 / 237
Fester og andre Hædersbevisninger.
»Paa Hænder højt at bæres,
i Bomuld blødt at ligge,
det lærte mig dog ikke,
hvad bedst i Modgang læres,
hvad jeg har lært: at taale,
mit Tab med Ro at maale
og føle som de Kjække,
hvem intet Slag kan knække.«
(»Ungdomsvers«, S. 80).
S
ovende er Georg Brandes ikke kommet til sine Laurbær — lægge
sig til Hvile paa dem kunde aldrig falde ham ind, skønt han fik
dem sent; men man kan ikke sige, han gennem sit lange Liv mødte
ringe Anerkendelse, selvom den ikke altid var uden Forbehold.
Det saa mørkt ud, da han i 1877 maatte forlade Danmark efter
talrige Skuffelser, men allerede til dette sit »Nederlag« kunde han føje
nogen V irak :
Den 20. September fik Brandes som nævnt tilstillet en Adresse, der
udtalte Paaskønnelse og Tak for hans Virksomhed, Anerkendelse for
Mod, Fasthed og pletfri Uegennyttighed, dyb Beklagelse over, at saa
sjældne Evner i et lille Land var blevet vraget — og Haab om snarlig
Bedring af Forholdene; den var undertegnet af 45 ansete danske
Mænd, hvoriblandt adskillige Universitetslærere. 14 Dage senere, da
han havde holdt sin sidste Forelæsning inden Afrejsen, fejrede en
Kres af Venner den Bortdragende ved et Afskedsmaaltid, hvortil
Drachmann havde digtet Sangen, mens Julius Lange holdt Talen; heri
omtalte han bl. a. Brandes som »den mest bebladartiklede og over-
piecede Mand indenfor Landets Grænser«.
Den første større Fest fo r Brandes blev ikke afholdt i Danmark,
men i Tyskland, hvor han hurtig opnaaede Anerkendelse, indførtes
ved Hoffet og paa mange Felter indtog en fremskudt Post; det var
ogsaa en Afskedsfest, men af langt større Format.