98 / 237
89
Italien, som Brandes vilde vise sin Hustru. I Løbet af Sommeren ord
nede Brandes alt til det endelige Opbrud fra Danmark, og i Oktober
1877 tog man fast Bopæl i Berlin. Her fødtes den 17. Januar 1879 de
res første Barn, Datteren Edith, og Aaret efter endnu en lille Pige,
Astrid. Om Georg Brandes’ Glæde og Stolthed over disse to velbegave
de og kønne Børn findes adskillige Vidnesbyrd i sidste Bind af hans
Levnedsbeskrivelse, særlig S. 278— 283, der stammer fra 1890.
Brandes fortæ ller her bl. a., at han nogle Dage tog over til det Sted
i Sverige, hvor de var paa Ferie fo r at se, hvorledes de trivedes:
Det var en Fornøjelse at iagttage deres Holdning, rank og flink
som den var. Begge havde den mest levende Stedsans, og jeg havde
min Morskab af at se dem vandrende ad Vejene, stigende med
Barndommens Gratie op ad Kulien, findende Vej overalt.
Der var en tydelig Forskel, næsten en Modsætning mellem de
to Børn. Den ældre slank, sart, kvindelig, frygtsom overfor Farer,
bestandigt omhæget og i de spæde Aar meget blød af Sind; den
lidt yngre fastere bygget, djærvere anlagt, fuld af uforudsete og
skelmske Indfald, modig og kamplysten som en Dreng, altid slag^
færdig, ogsaa aandeligt, derfor aldrig i Forlegenhed for Svar.
Den yngste var sund og rask som sjældent et Barn. Hun havde
smukke Ø jne og friske Farver, kunde synge, før hun kunde tale,
var altid lystig og pudsig.«
Uden Tvivl sin Fars Øjesten. Noget af det mest gribende i Bran
des Levned, det mest personligt udførte af alle Bidrag til hans Privat
liv, er da ogsaa Beretningen om denne lille tiaarige Piges Sygdom og
Død i 1890, en Sorg, der efterlod Brandes som lammet, med en Følelse
af at alt Liv Maaneder igennem stod stille i ham.
Den 15. November fik hun Difteritis, kom straks under omhygge
lig Behandling, medens den anden lille Søster sendtes ud af Huset;
den 18. havde Ondet bredt sig nedad mod Struben, en Lægeautoritet
blev tilkaldt, Sygeplejerske antaget, men Dagen efter var alt Haab
ude, Lungen var angrebet, og Lægen maatte afsige Dødsdommen:
»Slaget ramte overvældende; først naturligvis Barnets Moder;
saa dets Fader; saa dets Søster. Jeg mødte min Moder med den
lille Edith ved Haanden paa Kongens Nytorv og sagde dem, at alt
Haab var ude. Den Lille brast i Graad; jeg kan aldrig glemme Sy
net af hendes lille tynde Ryg i en lang graatærnet Barnefrakke,
som den krummede sig, da hun gik hulkende. Jeg følte det, som
om et A fsn it af mit Liv var til Ende ... « 1)
’ ) Levned III, S. 297.