GeorgBrandes

»Kom man derop paa Besøg, blev man modtaget af hans

Hustru, Fru Gerda Brandes, og hans Datter, Frøken Edith, i den

hyggelige Dagligstue med de gammeldags, røde, silkebetrukne

Møbler og med Malerierne, som var Gaver fra de Kunstner-Venner,

der havde malet dem : Krøyer, Achen og Anna og Michael Ancher.

Paa en Bogreol stod en Buste af Brandes, udført af Max Klinger,

som havde givet den en beundrende og taknemmelig Indskrift paa

Soklen. De to Damer vogtede Husets Stilhed og Fred.

— De husker n o k

!! blev der sagt, idet de smilende gjorde

betydningsfulde Tegn til, at man skulde tale sagte. Og saa hviskede

man — men det varede som Regel ikke længe, før man glemte det,

og som en Løve viste Brandes sig i F løjdøren , der blev slaaet op

inde fra hans Arbejdsværelse. Den vældige Manke stod næsten

ret i Vejret, Øjnene skød Lyn, Munden var fortrukket af Vrede,

Fredsforstyrrerne skælvede — men det varede aldrig mere end

nogle Sekunder.

Georg Brandes var saa selskabelig en Natur, at han altid smel

tede, naar han fik Gæster — det vil sige, naar de endelig var kom

met ind i Huset. For let tilgængelig var han ikke. Man maatte

kende ham en rum Tid, før Adgangen aabnedes.

Hans Sind var som et skiftende Vejr, der kom og gik, uden

synlige Aarsager. For det kunde ogsaa ske, at man huskede at tale

sagte, at hviske, og saa viste han sig alligevel i Døren, men med et

andet Udtryk. Det var venligt og mildt. Han missede med de

anstrengte Øjne, som havde T ilbøjelighed til at løbe i Vand, og

som var fjerne endnu. Tankerne var halvvejs i den Verden, han

havde forladt inde ved Skrivebordet.

— Jeg syntes, jeg hørte unge Stemmer, sagde han, — jeg fik

Lyst til at komme ind og tale lidt.

Ansigtet var lutter Godhed. Samtalen blev hurtig til Enetale.

Han fortalte, og hvis man blot gjorde et lille Spørgsmaal hist og

her, sprang han fra et Emne til et andet, saa ildfuldt og levende,

som havde han en stor Tilhørerkreds foran sig. Det var Oplevel

ser, Indtryk fra Læsning, alt, hvad der fyldte ham, formet som

Anekdoter med aandfulde og morsomme Pointer. Han for op fra

sin Stol undertiden og fremstillede som en Skuespiller de Perso

ner, han fortalte om. Han lo med, naar Tilhørerne morede sig, og

han kunde være saa sprudlende, saa smittende i sit Vid og sin

Latter, at der blev Feststemning i Stuen, hvor tre, fire Mennesker

sad — indtil han, lige saa pludseligt, som han var kommet, rakte

En Haanden, en kold, nervøs Haand, blev alvorlig og uden at sige

Farvel forsvandt ind til sit Arbejde igen.

Der var ogsaa rige Festaftener i hans Hjem, med mange Gæ

ster. ... Brandes havde paa Hjemmets store Aftener en saa stil

færdig, en saa fin og opmærksom Maade at behandle hver enkelt

Gæst paa, at alle følte sig udmærkede af hans særlige Velvillie,

naar de gik.