92
Baade i sit Hjem og paa Rejser var han overhængt af Menne
sker, der ansøgte om de mærkværdigste Ting, som han ingen Ind
flydelse havde paa, og som han ikke havde det fjerneste Kendskab
til.
Snart vilde man have Anbefalinger og snart Penge — snart
skulde han skrive paa Hyldest-Adresser og snart paa Protester.
Den ene Dag gjaldt det hele Nationers Befrielse, og den anden Dag
drejede det sig om H jemrejse-Penge til en undertrykt polsk Stu
dent eller kaukasisk Flygtning. Han var frygtelig upraktisk i
Pengesager og h jalp mange flere, end han havde Raad til ... Nogle
vilde have Penge, og andre vilde have Ros. »Jeg sidder her som
Doktor for syge og saarede Forfængeligheder,« sagde han.«
Naar Talen er om Brandes’ Privatliv, bør ogsaa Bertha Knudtzons
Navn nævnes.
Om hende fortæller Gertrud Rung i sin Bog (S. 11— 12) :
»Den, der i mere end en Menneskealder stod Georg Brandes
nærmest i ubrydeligt Venskab, var den fine og elskelige Bertha
Knudtzon, den sjældne og renhjærtede Kvinde, der havde viet ham
sit Liv, og hos hvem han havde sit egentlige Hjem. Brandes’ Ven
ner var hendes Venner, og hos hende samlede han de Mennesker,
han ønskede at se. Hver Eftermiddag aflagde han hende et lille
Besøg, og i fuld Tillid til hendes aldrig svigtende Venskab talte
han til hende om sine personlige Sorger og Glæder.
... Hovedet med de fintskaarne Træk bar hun knejsende paa
den ranke Hals. Der var Stolthed i hendes Holdning; gennem 33
Aar havde hun budt Ondskab og Sladder Trods, uknækket stod
hun her (1910) i sin h ø je Alderdom med sit Sinds Fornemhed i
Behold, æret og elsket af Georg Brandes’ Venner.«
Nogle Aar efter Aarhundredskiftet flyttede Gerda og Georg Brandes
fra hinanden, men iøvrigt skal ogsaa her den Tavshed respekteres, som
af Slægten og de Samtidige er bevaret om denne Side af Brandes’ Pri
vatliv. Fru Brandes overlevede sin Mand, hvis Begravelse hun over
værede — selv døde hun saa sent som i 1931.
Nathansen har i sin Bog om Brandes i Begyndelsen af femte Kapi
tel en Skildring af den ældre
Brand.es-Skikkelses Færden paa Gader
og Stræder; saa godt som altid ene saa man ham :
»Han gik da hurtigt, halvt i Løb, støttet til den Holbergske
Stok, mærket af den Aarebetændelse, der var hans trofaste Følge
svend gennem Aarene. Han strøg ilsomt langs Murene, med Hove
det sænket og den bløde Hat trykket dybt ned over Panden — men
under den brede Skygge spejdede de vagtsomme Øjne, og opdage
de han en Bekendt i Farvandet, slog han ned over ham som en




