GeorgBrandes

Baade i sit Hjem og paa Rejser var han overhængt af Menne

sker, der ansøgte om de mærkværdigste Ting, som han ingen Ind

flydelse havde paa, og som han ikke havde det fjerneste Kendskab

til.

Snart vilde man have Anbefalinger og snart Penge — snart

skulde han skrive paa Hyldest-Adresser og snart paa Protester.

Den ene Dag gjaldt det hele Nationers Befrielse, og den anden Dag

drejede det sig om H jemrejse-Penge til en undertrykt polsk Stu

dent eller kaukasisk Flygtning. Han var frygtelig upraktisk i

Pengesager og h jalp mange flere, end han havde Raad til ... Nogle

vilde have Penge, og andre vilde have Ros. »Jeg sidder her som

Doktor for syge og saarede Forfængeligheder,« sagde han.«

Naar Talen er om Brandes’ Privatliv, bør ogsaa Bertha Knudtzons

Navn nævnes.

Om hende fortæller Gertrud Rung i sin Bog (S. 11— 12) :

»Den, der i mere end en Menneskealder stod Georg Brandes

nærmest i ubrydeligt Venskab, var den fine og elskelige Bertha

Knudtzon, den sjældne og renhjærtede Kvinde, der havde viet ham

sit Liv, og hos hvem han havde sit egentlige Hjem. Brandes’ Ven

ner var hendes Venner, og hos hende samlede han de Mennesker,

han ønskede at se. Hver Eftermiddag aflagde han hende et lille

Besøg, og i fuld Tillid til hendes aldrig svigtende Venskab talte

han til hende om sine personlige Sorger og Glæder.

... Hovedet med de fintskaarne Træk bar hun knejsende paa

den ranke Hals. Der var Stolthed i hendes Holdning; gennem 33

Aar havde hun budt Ondskab og Sladder Trods, uknækket stod

hun her (1910) i sin h ø je Alderdom med sit Sinds Fornemhed i

Behold, æret og elsket af Georg Brandes’ Venner.«

Nogle Aar efter Aarhundredskiftet flyttede Gerda og Georg Brandes

fra hinanden, men iøvrigt skal ogsaa her den Tavshed respekteres, som

af Slægten og de Samtidige er bevaret om denne Side af Brandes’ Pri

vatliv. Fru Brandes overlevede sin Mand, hvis Begravelse hun over

værede — selv døde hun saa sent som i 1931.

Nathansen har i sin Bog om Brandes i Begyndelsen af femte Kapi

tel en Skildring af den ældre

-Skikkelses Færden paa Gader

og Stræder; saa godt som altid ene saa man ham :

»Han gik da hurtigt, halvt i Løb, støttet til den Holbergske

Stok, mærket af den Aarebetændelse, der var hans trofaste Følge

svend gennem Aarene. Han strøg ilsomt langs Murene, med Hove

det sænket og den bløde Hat trykket dybt ned over Panden — men

under den brede Skygge spejdede de vagtsomme Øjne, og opdage

de han en Bekendt i Farvandet, slog han ned over ham som en