102 / 237
93
Falk over sit Bytte. Han var en af de ulykkelige Ensomme, der
fø ler
Ensomheden og derfor søger Selskab som en nødvendig A f
lastning. ... I Kvarteret var hans Skikkelse kendt — naar Folk
vendte sig, idet han gik forbi, udtrykte hans Ansigt blandede Fø
lelser af Irritation og Tilfredshed.
Da han en Dag skraaede mig imøde, lyste hans Ansigt af skalk
agtig Munterhed: »Nu har jeg naaet Berømmelsens Tinde, Dren
gene paa Gaden raaber efter m ig: Goddag Geork! Just nu raabte
en saadan efter m ig: Goddag Bedstefar, det er længe siden vi har
set dig! Ikke videre respektfuldt, men smigrende for Ryet.«
Rubow slutter den tidligere nævnte Brandes-Nekrolog med følgende
Linjer, der ogsaa passende kan danne Afslutning her:
»Den store Kritiker, som altid saa rundhaandet øste sin Aner
kendelse ud til dem han med megen Skønsomhed og af et godt
Hjerte mente fortjente det, mødte i sit Fædreland ikke den Aner
kendelse, der tilkom ham.
Han blev ganske vist overvurderet af Mange, hvis Ros ikke var
ham værdig. Forfængelig som han var, vel ogsaa efter sin Natur
trængende til mere Solskin end de Fleste, da han mer end alle
Andre trodsede Mørke, Uvejr og Storm — tog han som H. C.
Andersen uden Forskel mod Alt. Men netop fra Kritikken og
Litteraturforskningen, som staar i uendelig Gæld til denne største
og frodigste Inkarnation af den kritiske Aand Norden har set, blev
der ham oftest kun tvungen og uvillig Anerkendelse til Del.«