119 / 237
110
dømmet i Frankrig, var det kun ford i man saa hen til det som til
den Magt, der skulde ydmyge Prøjsen og skaffe os det mistede
Slesvig tilbage.
Nu var der foreløbig i det Ubevidste eller Halvbevidste sket en
stor Forandring. Man var fortum let over Tysklands uventede og
saa afgørende Sejr ... Men et endnu langt dybere Indtryk havde
Kommunens Opstand (i Frankrig) og dens Overvældelse gjort.
For første Gang havde man her stiftet Bekendtskab med Ideer og
Kræfter, der forekom rent anarkistiske og kunde true allevegne.
... Da der i Efteraarets Begyndelse som en svag Efterdønning af
den store parisiske Bølgegang i Sindene begyndte en socialistisk
Bevægelse blandt Arbejderne i Kjøbenhavn, der medførte en
Arbejdsnedlæggelse og nogle faatallige Forsamlinger i lukket Rum,
blev den Spidsborgerlighed, som nu følte sig ovenpaa, i sin Op-
skræmthed brutal, krævede og erholdt unødigt voldsom og over-
maade uklog Indskriden af Statsmagten mod Trykkefrihed og
Forsamlingsfrihed fo r tredie Stand.
Danmark var paa det Tidspunkt, som en af Datidens faa fri
sindede Mænd, Professor Rovsing, plejede at sige, Europas mest
ortodokse Land.
... Kongemagtens saavel som Borgerstandens Herredømme var
uanfægtet. Arbejderstanden havde hidtil fulgt de saakaldte Na
tionalliberale; dens Fører Rimestad indtog et Standpunkt, der
svarede til Schultze-Delitzsch’s i Tyskland. I Familierne var Tonen
smaaborgerlig. Man sagde nødig et Ord som Bukser; man sagde
med et lille Smil i Stedet »Unævnelige« eller paa fransk »Panta-
lons«. Ingen Dame brugte en Vending som »Jeg vil gaa i Bad«;
det var upassende at henlede den Tiltaltes Fantasi paa den nøgne
Skikkelse i Badet. Da det højere Selskab i Hovedstaden ikke var
talrigt og alle kendte hverandre idetmindste af Navn, gik Sladde
ren som i ganske smaa Byer. En hævet Forlovelse var endnu, som
paa Kierkegaards Tid en Menneskealder forinden, en Begivenhed,
Byen syslede med, og et opløst Ægteskab var en Skandale, som
aabnede fo r alle Sluser. Paa Teatret var Tonen som i Livet. Hol
bergs Djærvhed vakte Anstød. I Heibergs beundrede Vaudeviller,
i Hertz’s og Hostrups Lystspil var Tonen saa barnlig som i H. G.
Andersens Eventyr og Romaner.
... Digtekunsten var bleven en pirrende Underholdning som i
Bergsøes »Fra Piazza del Popolo«, en af Tidens Yndlingsromaner,
og Viddet repræsenteredes af Erik Bøghs Bearbejdelser af fremme
de Smaastykker for Teatrene og hans meget læste Feuilletoner i
»Folkets Avis«.
Den gamle Literatur, som havde været Landets Ære, var ved at
forsvinde. Heibergj var død 1860, Hertz 1870, Chr. W inther og
Grundtvig var over de Firs, Andersen, Paludan-Miiller og Bødtcher
havde kun faa Leveaar tilbage. Men endnu regnedes Intet for