111
»poetisk«, der ikke behandlede den fjerne Fortid, helst i fremmede
Lande, eller Sagn og Legender, Eventyr og Myter, saa virkeligheds
fjerne som muligt.«
Der var — som man vil se — rig Jordbund for de nye Ideer og
Tanker, Georg Brandes gjorde sig til Talsmand for i sin Fødeby, og
det var intet Under, at han kom til at tage mod mange af de Knubs og
Stød, der herunder faldt af fra forskellig Side i Kampen mellem Nyt
og Gammelt.
Her skal imidlertid først omtales den Udvikling, der modnede den
vordende Skribent og Litteraturkender.
I et foregaaende Kapitel »Skole- og Studenteraar« er nævnt Brandes’
tidligste Læsning og hans filosofisk-æstetiske Studier over Heiberg—
Kierkegaard til Hegel og Spinoza, hvilket vil sige en
tysk
Paavirkning.
Midt i 60’erne foregaar imidlertid en Svingning i
fransk
Retning; un
der sit Pariserophold i 1866 lærer Brandes personlig den franske
Kritiker Taine at kende, mens han ad Læsningens Vej lærte betydeligt
mere om dennes langt ældre Landsmand, Litteraturhistorikeren
Sainte-Beuve.
Paa dette Felt: Brandes’ Udvikling til Kritiker kan man slaa op i
Professor Rubows Skrifter, der sikkert vil komme til at danne Funda
mentet for al videre Brandes-Forskning.
Først er der Doktordisputatsen i 1921: »Dansk litterær Kritik i det
nittende Aarhundrede indtil 1870«, hvori J. L. Heibergs Kritik er det
centrale. I Bogens afsluttende Bemærkninger placeres. Brandes der
efter saaledes (S. 269) :
» ... Baade Clemens Petersen og Georg Brandes begynder med
Heiberg. Og Debatten om Kritikkens Opgave og Værd er siden
hans Tid staaende.
Den nye Form , som er i sin Tilblivelse, er den litterære Karak
teristik, som allerede Heiberg lægger Grunden til, som Oehlen-
schlåger havde anticiperet (foregrebet), og som udvikledes hos
P. L. Møller, Goldschmidt, Hauch, Clemens Petersen og Georg
Brandes. Men først hos den sidste kan Forsøget siges at være vel
lykket, og endda ikke helt ... «
Dernæst følger Rubows »Georg Brandes og hans Lærere«, der kom
1927, og hvor det Side 23 hedder:
»Man har den bedste Maalestok fo r Værdien af Georg Brandes’
Kritik, naar man betragter ham som Fortsætter af Taine og
Sainte-Beuve. For Taine er Litteraturkritikken især et Middel til




