GeorgBrandes

115

»Mærk følgende: Modgang prøver naturligvis

A lle;

thi ogsaa

de prøves, som ikke bestaae Prøven : Modgang kan løfte, og Mod

gang kan kue, deri har Du Ret, men Du har ikke grebet Sagen

rigtigt an. Ved at Modgang løfter, maa ikke

alene

tænkes paa, at

den ansporer Kræfterne, ligesom man faaer Lyst til at gaae rask,

naar Blæsten er En im od ; men den er en Skole, hvori man

lærer,

nemlig ikke at sætte Pris paa det, Modgang kan berøve En, lærer

at undvære det og dog være tilfreds, thi Modgang kan jo ikke be

røve En Alt.

Modgang kan kue, og naar kuer den? Naar man istedenfor at

søge Hvile i det, man har tilbage, og da især i det af det, som ikke

ny Modgang kan berøve En, bestandigt tænker paa de Goder, man

har tabt altsaa ikke vil

lære

ingen Pris at sætte paa, hvad Omstæn

dighederne kunne fratage En. Ellers er jeg vel fornøiet med

Stilen.«

Morsomme er Brandes’ Irettesættelser i Anledning af en Stil om

»Et Mindesmærke fra en svunden T id «, som Eleven havde forsynet

med et Motto af Fr. Barfod :

»Der er en Del ved Stilen, jeg ej kan lide: Mottoer vil jeg

saaledes ej vide af, de skrives for at vise Ens Belæsthed, og under

tiden har man ikke engang nogen. Desuden burde man da ikke ci

tere saadan en literair Skraldemand som B a r fo d .« !

Sit Standpunkt med Hensyn til Mottoer synes Brandes ret hurtigt

at have forladt — men det er en Sag fo r sig. Hen paa Aaret 1861 gaar

han selv i Lag med en litterær Opgave, nemlig en af Universitetets

Prisafhandlinger, som han allerede Aaret forud havde »kastet lange

lige Blikke t il« ; han valgte en om det rette Forhold mellem Digtekunst

og Historie i den historiske Roman, indsendte den med Forbud om

Aabning af Navnesedlen, ifald Afhandlingen ikke vandt Prisen. Det

gjorde den ikke, men fik dog »et meget hæderlig Accessit«, der fo r

anledigede, at den unge Brandes bagefter søgte sine Dommere, Pro

fessorerne Hauch og Sibbern, hvis Bekendtskab han derved gjorde.

Særlig Bekendtskabet med F. C. Sibbern blev af Betydning, idet

Brandes efter sin Samtale med denne naaede til Klarhed over, at han

gjorde klogest i at opgive det juridiske Studium, vel at mærke saa

snart han efter en mere vellykket Prisopgave havde godtgjort, at hans

Evner gik i anden Retning.

En egen Betydning fik Brandes’ næste Afhandling, der udarbejde

des i Slutningen af 1862, omhandlende Shakespeares »Rom eo og Julie«

og samtidig behandlende Tragediens Grundproblemer efter Datidens