121 / 237
112
Fremstilling af historiske og filosofiske Ideer: en Tidsalders Aand,
en Folkekarakter, en menneskelig Grundtype er Formaalet for
hans Studium. For Sainte-Beuve var Kritikken først og fremmest
Menneskekundskab; hans talrige Bind Undersøgelser af fransk
Litteratur og Aandshistorie er det vigtigste psykologiske Arkiv
Verden besidder. Gennem Studiet af Litteraturens Former og Ideer
trænger han ind til Afkrogene af den individuelle Psykologi.
Brandes’ Kritik er et behændigt Udvalg af begges. Som Taine in
teresserer han sig fo r Kulturideen, som Sainte-Beuve for Person
ligheden.«
Endelig skal nævnes »Litterære Studier« fra 1928, hvori først og
fremmest findes et Optryk af Rubows allerede dengang tolv Aar gamle
Afhandling om Brandes’ Forhold til Taine og Sainte-Beuve — men
desuden Nekrologen, hvori bl. a. henimod Slutningen staar:
»Brandes’ Styrke som Kritiker var det Klarsyn, der forstaar
at gribe Urfænomenerne i de anskuede Personligheder, som de
viser sig i Kunstværket. Paa den psykologisk-æstetiske Vej, han
slog ind paa, er Litteraturlæsning og Litteraturforskning i Dan
mark bleven siden ham ; paa dette Omraade som paa andre pege
de han bestandig mod Midten og vil derfor altid blive æret som et
Forbillede.
Han vilde ikke være naaet saa vidt, om han ikke havde besid
det to medfødte, sjeldne Gaver. Den ene var denne levende Kunst
sans, som vi skylder saa mange uforglemmelige Karakteristikker
... Den anden Gave Guderne gav ham, var Sjælegranskerens.«
Disse Citater antyder Arten af den Kritik, Brandes byggede paa —
Pladsen her er ikke til yderligere Paavisninger og Redegørelser. Af
større almen Interesse vil det maaske være i Rækkefølge at efterspore
de forskellige Bidrag fra Brandes’ egen Haand, der kendetegner hans
begyndende Forfatterskab, samtidig med at forskellige Emner frem
drages, hvorover den vordende Kritiker har udviklet sine Evner.
»Som de Fleste, der har gaaet i en bedre Skole, skriver Brandes
i Forordet til sine »Ungdomsvers«, har jeg i mine unge Dage, mest
i Drenge- og Ynglinge-Aarene, skrevet en Dels Vers. ... De fleste
Prosaforfattere har skrevet Vers i nogle Aar før de begyndte at
skrive Prosa. Skjønt det at kunne skrive metrisk og rime nogen
lunde eller at have kunnet det, paa ingen Maade er nogen Betin
gelse for at skrive en god Prosa, er Rimeriet dog uden Tvivl hyp
pigt en Forskole dertil, som ingenlunde er at foragte.«
Under Kapitlet »Skole- og Studenteraar« er citeret Strofer af de
allerførste Vers, Brandes har formet; det var om sin første Barnefor-