122 / 237
113
elskelse, den 14-aarige Balkavaler i 1856 rimede — men de første Dig
te i de 1898 udgivne »Ungdomsvers« er ikke stort ældre. Det første er
nedskrevet i 1858 og hedder »Sexten A a r«; det slutter:
Naar Tordnen ruller over Jorden hen
og Fuglen døer af Skræk paa Træets Grene,
det er min Lyst at staa paa Marken ene
og med min Røst at overdøve den.
Og Z eu s! naar Lynet knitrer i din Haand,
da griber jeg det som mit bedste Værge.
Mod denne Slægt, der blev en Slægt af Dværge
jeg slynger det som Straffens vrede Aand.
Efter Poesien, som i den omtalte Bog er rigt repræsenteret i de
følgende Aar, bør nævnes nogle af de mindre Afhandlinger, hvoraf de
fleste foreligger paa
Tryk
— thi der findes antagelig ogsaa adskillige
utrykte Ting fra hans Studentertid, som hidtil ikke) har været til
gængelige.
Dagen før Holbergs 250-Aarsdag, den 2. December 1934, offen tlig
gjorde Fru Dr. Lis Jacobsen i »Politiken«s Magasin »til Æ re fo r Fa
der Holberg og hans unge Kritiker« en dansk Stil, som Brandes havde
skrevet den 13. Februar 1859 over Emnet »Sammenligning mellem de
Holberske Figurer Arv og Henrich« — og den gør den syttenaarige
Gymnasiast Æ re; Dansklæreren honorerede den med et ug-^-. Selve
Optakten er kort og k lar:
»Det er utvivlsomt hædrende fo r den com iske Digter, naar hans
Figurer ere tegnede med en saa slaaende Sandhed, at de som Sym
boler ere gaaede over i Folkebevidstheden, saa at enhver af De
res Charakterer er en Typus for en hel Classe Menneskers.«
I sit »Levned« (I, S. 84) nævner Brandes som sin første større A f
handling en »Om det Dæmoniske, som det viser sig i den menneske
lige Karakter«, der ogsaa synes skrevet 1859:
»Hovedsagen for mig var, siger Brandes, at jeg i de første store,
helt moderne Digtere, jeg havde lært at kende, Byron og dennes
aandelige Efterkommere, Lermontof og Heine, genfandt netop det
Grundtræk, jeg kaldte dæmonisk, Selvegenhedsdyrkelsen som hen
synsløs Frihedskærlighed. Stadigt rugede jeg over dette Begreb om
det Dæmoniske, som fyldte m ig«.
Hans Tanker herom var det, han nedlagde i den omtalte A fhand
ling, der imidlertid gik tabt.
8