128 / 237
119
Oversættelsen medførte fo r mig det Gode, at den bragte mig
først i brevlig Forbindelse, senere i personlig Berøring, med en af
Tidsalderens største Mænd.«
Tre Aar efter oversatte Brandes endnu et af Mills Værker, »Moral
grundet paa Lykke- eller Nytteprincipet«.
Der er hermed givet en kort, næppe fyldestgørende Oversigt over
de Emner og Ideer, der til Brandes’ 28. Aar har sat sig varige Spor i
hans Udvikling til Kritiker og Skribent.
En Medbejler af Betydning mødte Brandes i den godt syv Aar ældre
Forfatter Clemens Petersen, en Mølleejersøn fra Landet, der efter sin
Studentereksamen 1851 havde studeret Teologi, men hos hvem de
æstetiske Interesser i Tide fik Overtaget, ganske som det senere gik
Brandes paa hans Vej mod den juridiske Embedseksamen. Clemens
Petersen gjorde desuden et mislykket Forsøg paa at blive Skuespiller,
men tog saa 1857 Magistergraden i Æstetik, blev Lærer — og Anmel
der ved »Fædrelandet«.
Baade her og som Konsulent ved Gyldendals Forlag skabte han Re
spekt om sin Pen, der hurtigt røbede hans fremragende Begavelse som
Kritiker; og der er næppe Grund til at tvivle paa, at Brandes i ham
havde en baade jævnbyrdig og farlig Konkurrent, hvis Tilstedeværelse
virkede stærkt ansporende.
Imidlertid saa Clemens Petersen sig nødsaget til at forlade Landet;
han rejste til Nordamerika, hvor han brød sig Vej som Bladmand og
iøvrigt tilbragte det meste af sit Liv. Ved hans Bortrejse blev der sat
Punktum for hans Karriere herhjemme.
En Jævnaldrende af Clemens Petersen, som denne selv havde været
med til at hjælpe frem, traadte i hans Fodspor som Elev af Rasmus
Nielsen og Beundrer og Ven af B jørnstjerne B jørnson , men uden den
samme smidige Pen og Tankeføring som sin Forløber; det var F or
fatteren Rudolf Schmidt. Han traadte hurtigt i Skyggenj fo r Georg
Brandes, men satte denne adskillige graa Haar i Hovedet som hans
bitreste og mest haardnakkede Modstander; Brandes nævner dem
begge i »Levned«s første Bind S. 253— 54, den første med forbeholden
Anerkendelse, Rudolf Schmidt derimod med noget, der grænser til
Had. Han omtales som »denne Stakkel, fo r hvem det en Menneske
alder igennem blev en Livsopgave under alle mulige Mærker anonymt
at forfølge mig, og hvor hans egne Kræfter ikke strakte til at stifte
Sammensværgelser imod mig.«