GeorgBrandes

125

Og ønsker man at vide Aarsagen, beretter han herom , at allerede i

Begyndelsen af det nye Aar »begyndte Stemningen at vende sig imod

mig. Forelæsningernes egentlige Indhold var som fordampet; men fra

Mund til Mund flø j i dumt eller ondskabsfuldt forvreden Skikkelse

løsrevne Sætninger, jeg skulde have sagt, oprørende alle. Jeg havde

anbefalet Selvmord ... havde lovprist franske Ægteskabsbrudsromaner

— jeg havde angrebet de Danske, ford i de ikke var Ateister; jeg havde

ytret dyb Foragt fo r Danmark og den danske Literatur; jeg havde

kaldt Thorvaldsen et gammelt Fæ ; jeg havde udtalt mig nedsættende

om Begrebet et H jem ; jeg havde angrebet Samfundet osv. osv.«

»Naiv, som jeg var, indbildte jeg mig at kunne bringe Sladde

ren til Taushed og kunne opnaa, om end ikke en Tilbagevenden af

den første Begejstring, saa dog en rolig, saglig Tilegnelse og D røf

telse af mine Synsmaader, naar jeg blot udgav i Trykken, hvad

jeg havde sagt. Jeg betragtede mig ungdommeligt som forpligtet til

at holde mig saa nær som muligt til Ordlyden, og undlod derfor

saavel at mildne enkelte krasse Udtryk som at fuldstændiggøre

mine Kundskaber og forbedre, hvad der var Hastværksarbejde.«*)

Og der stod det saa paa Tryk alle de Ytringer, som kaldte paa Bor

gerskabets Forargelse, spærrede den unge Mand ude fra »det gode Sel

skab« og tilføjede ham anden Modgang, alt imedens Angrebene haglede

ned fra alle Sider. Et enkelt af disse sidste var holdt i en saadan Tone,

at Brandes fandt det Umagen værd at imødegaa det; det stod i Dag

bladet »Fædrelandet« undertegnet med Mærket 44, der dækkede over

Biskop D. G. Monrad. Forinden behandlede Brandes dog tre andre store

Indlæg; først en større Anmeldelse, der havde staaet i »Dagbladet« 27.

Marts, dernæst en Artikelrække i »Fædrelandet«, signeret k — et

Mærke, der dækkede over den haardnakkede Modstander, Forfatteren

Rudolf Schmidt, som Brandes til Gengæld ikke kunde udstaa. Tonen

mellem dem var følgelig ikke blid — i et privat Brev til Direktør Hegel,

Gyldendal, omtalte Brandes 1882 Schmidt med Ordene »den frækkeste

og mest edderspændte Kumpan, jeg i mit Liv har k jendt i Litteraturen«.

Det er da ogsaa Schmidts Del af Angrebet paa Brandes, denne

krymper sig mest ved at skulle ind paa; færre Linier ofrer Brandes

paa Forfatteren C. Rosenbergs Artikelserie i »H ejmdal« d. 15. til 20.

Marts — samt paa »Fædrelandet«s Redaktør, C. Ploug. Det eneste

betydende Blad, der tog vel imod »Emigrantlitteraturen« var »Dagens

*) Levned II, S. 66— 67.