GeorgBrandes

129

blive Genstand fo r en fanatisk Beundring og Forgudelse paa den

ene Side og et bornert og blindt Had paa den anden. Som en opla

det Elektricérmaskine maatte han tiltrække eller frastøde — alt

efter Beskaffenheden af de Personligheder, som kom i Berøring

med ham, kom inden for hans Aands Rækkevidde.

Noget Mellemstandpunkt gives ikke, naar Talen er om en Mand

af hans Format. Det er et Enten-Eller. Altid er Farverne stærke,

naar det gælder at male hans Fysiognom i. Masser af Blomster —

deriblandt altfor skrigende pragtfulde — er kastet over hans Ho

ved ; men ogsaa Masser af mindre æstetiske Projektiler er regnet

ned for hans Fødder ...

Han begynder at tale.

Stemmens beherskede Ro staar som en stærk Modsætning til

Trækkenes lidelsesfulde Uro, en Uro, som aldrig helt beherskes.

Man mindes uvilkaarligt et Udtryk, han selv har brugt i sin F or

tale til Bogen om Berlin: »Mine Stemninger modsiger hyppigt hin

anden, mine Tanker sjæ ldent«.

Foredragets rolige Sikkerhed leder Tanken hen paa »Hoved

strømningerne« og de litterære Karakteristikker, som lærte os i

Georg Brandes at beundre en stærk og helstøbt Personlighed; An

sigtsudtrykkets hurtige Skiften fremmaner derimod for os Billedet

af den ildfulde og hæftige Polemiker. Og mellem Alvoren og den

videnskabelige Fasthed lyner der i Udtryksmaaden noget frem af

denne slagfærdige Vittighed, denne skaanselsløse Ironi — sagt

med eet O rd: denne Smidighed i Vaabenføringen, som faar sin

Mand til at føle sig ganske særlig ægget af den Strid, som skaffer

ham F jender i Tusindtal ,og som let faar de Saar, han tilføjer, til

at danne Ar over et Nag, som øges i det skjulte.

Georg Brandes virker ikke ved ivrige Gebærder, han benytter

næsten aldrig en Gestus — og dog er hans Foredrag livligere end

de flestes; han lægger ikke an paa sit Publikum og dog brager Bi

faldet ham imøde. Naar han drager til Felts, er det ikke med Ka

noner, hans Vaaben er den lette, hvasse Damaskenerklinge. Han

benytter sig ikke af tung Retorik eller andre af Lærdommens m in

dre tiltalende Attributer, og man mærker aldrig, at han anstrenger

sig eller gør sig Umage for at imponere. Bevidst Enkelthed og na

turlig Ligevægt er det, der kendetegner hans Foredragsstil. Han ta

ger Tilhørernes Interesse fangen ved selve Indholdets solide Kær

ne og dets fine, kunstneriske Form : ved Klarhed i Tankegangen,

naar han vil forklare eller undersøge; ved Anskuelighed, naar han

vil skildre. Han forstaar at koncentrere sig, at presse Stoffet sam

men, saa at han i Løbet af blot en Time naar at meddele Masser af

Oplysninger og Fakta, uden at det et Ø jeblik virker tørt.

Kort og godt: Georg Brandes er som Forelæser spirituel og dog

lødig. Han kan forstaas af alle og interessere alle. Hans Foredrags-

form udgør en fint ciseleret, kunstfærdigt udarbejdet Indfatning