GeorgBrandes

127

Brandes ind paa disse to A fsn it paa Sider 66— 73 — og indrømmer

mod dens Slutning:

»Jeg har feilet ikke blot i et og andet Enkelt, men i et meget

væsentligt Punkt. Jeg har taget feil af den traditionelle Stemnings

Magt herhjemme. Jeg g jø r ikke herved nogen Indrømmelse i Rea

liteten, end ikke den ringeste, men jeg g jø r en Indrømmelse med

Hensyn til Polemikens Methode. Jeg troede, vi var videre fremme

end vi er. Mit Liv har f. Ex. ikke bragt mig i personlig Berøring

med grundtvigianske Kredse eller Cliquer. Jeg har maaske aldrig

tilfulde vurderet deres Indflydelse herhjemme og efter et længere

Ophold i Udlandet har jeg været endmere udsat fo r at oversee den.

De have ikke det mindste mere Ret, ford i de have Magt og jeg til

bagekalder ikke i mindste Maade min Polem ik imod dem, men jeg

indrømmer ganske villig, at der maa kjæmpes paa en anden Maade

imod en talrig og velorganiseret Hær end imod de sidste Rester af

en opløst Armee.«

I sin Bog om Vennen Julius Lange oplyser Brandes, at disse Lin jer

skyldes denne; Lange fandt hans Svar som Helhed altfor afvisende og

udæskende og anmodede indstændigt Brandes om »at g jøre en Ind

rømmelse«, og Brandes slettede da ogsaa adskillige Sider, indsatte et

Par andre, som Lange formelig dikterede ham.

»En trodsigere Holdning helt igjennem havde ligget bedre for

mig — siger Brandes — og jeg fik da ogsaa »Indrømmelsen« ind

skrænket til det mindst mulige, det rent form elle; men den var og

blev Langes, ikke min. For dem, hvem Sligt kan interessere, med

deles det altsaa, at S. 25 og 26 samt S. 77 i »Fork laring og For

svar« som de i den trykte Text lyder, skyldes Julius Lange.«

Det var lidt om

Tonen

i »H ovedstrømn inger«; om

Metoden

udtaler

Brandes sig i Indledningen til »Den romantiske Skole i Tydskland«

Aaret efter:

»Min Opgave vil være at skildre Dem disse Personligheder og

Værker i Profil, i saa skarp og sikker en Profil, som det er mig

muligt. Ingen kan medtage Alt. Kraftigt at belyse det Hele, men

fra een Side, saaledes at Hovedtrækkene springe frem og falde i

Øinene, det er mit Princip. Jeg vil paa den ene Side stræbe at tage

Litteraturhistorien saa psychologisk som muligt, gaae saa dybt

ned, som jeg kan, gribe de Sjælerørelser, der længst tilbage, inderst

inde forberede og frembringe den hvergang foreliggende Littera

tur. Dertil maa jeg bede Dem om at see saa uhildet som muligt

ind i Dem selv. Og jeg vil paa den anden Side forsøge at fremstille

Resultatet i saa udvortes og haandgribeligt plastisk Form som mu

ligt. Kunde det lykkes mig at give den dulgte Følelse og den ab-