GeorgBrandes

126

Nyheder«, det tidligere litterære Ugeblad »F igaro«, hvis Redaktør, For

fatteren Robert Watt, i en Føljeton anmeldte Bogen.

Brandes’ Svar til de forskellige Angribere i Dagspressen ønskede

disse ikke at optage, saa Brandes maatte — efter at have faaet et enkelt

optaget som

betalt Annonce

— selv lade dem trykke, hvilket skete i

den lille Bog »Forklaring og Forsvar. En Antikritik«, der udkom samme

Aar, 1872.

Særlig to Steder i »Emigrantlitteraturen« havde vakt Forargelse;

det første er S. 138 (O rig ina ludg .):

»Enhver Magt er tyrannisk i samme Grad, som den er dum, og

Individet fødes som dens Undersaat. Medens det Naturlige vil være,

at Individet formede sig selv sine Anskuelser og sine Principer om

de høieste Ting, gav sig selv Love for sin Opførsel og efter Evne

søgte Sandheden med sin egen Hjerne, forefinder Individet ved sin

Fødsel først en færdig Religion, i ethvert Land en forsk jellig, dets

Forældres, som længe fø r det selv føler eller tænker religiøst, bli

ver det indpodet; saaledes kvæles i Spiren al religiøs Productivitet,

eller kvæles den ikke, saa vé Ind iv idet! det er en Handske kastet

til Samfundet. Saaledes forefinder Individet en færdig offentlig

Moral, og denne Moral understøttes af en færdig offentlig Mening.

Da een Part af Menneskeheden maa betragtes som vilde Dyr, en

anden Part som sande Aber og den aldeles overveiende Majoritet

som Dosmere og Ignoranter, er det let at see, i hvad Forhold til

Sandheden den offentlige Moral og den offentlige Mening i Alm in

delighed vil staae.«

S. 150— 51 taler Brandes om det interessante i, at hver Nation har

sit Ideal, som udgør Indbegrebet af Pligter og Dyder, der anses for

almengyldige.

»H jemmet holder f. Ex. Familien sammen, følgelig priser den

Nation, som har »H jem «, Familielivet frem for Alt, og laster Syd

boerne, fordi Familielivet hos dem ikke spiller samme Rolle. Et

Ord som »Arnen« faaer en Ærværdighed, som det aldrig kunde

faae under Troperne, Ordet »huslig« kommer til at betegne Kvin

dens høieste Dyd og strengeste Pligt, og denne Race vil mindst af

Alt lade sig sige, at alle disse dens store Idealer, Hjemmet, Hygge

ligheden, Husligheden, Familielivet, lade sig udlede af en eneste,

grumme simpel, grumme lav climatisk Nødvendighed, Nødvendig

heden af kunstig Varme. Uden kunstig Varme, i Sollysets fulde

Pragt vise alle hine skjønne Idealer, Pligter og Dyder sig — ikke

usande men relative.«

Man vil forstaa, at Brudstykker af disse Citater let kunde afsted

komme højst utiltalende Forvanskninger; i sin Antikritik kommer