137 / 237
128
stracte Idee, der overalt ligger til Grund, i en præcis og anskuelig
Form ligesom i Silhuet og Profil, da var min Opgave løst. Helst
drev jeg altid Principet helt ud i Anekdoten. Først og fremmest fø
rer jeg da overalt Litteraturen tilbage til Livet.«
Og saa vil Nutiden dog faa svært ved at danne sig et virkeligt Be
greb om den Begejstring og Inspiration, som betog mange af Datidens
Tilhørere, der med egne Sanser hørte og
saa
Hovedstrømningernes T il
blivelse i Foredragets Form , understreget eller afdæmpet paa de rette
Steder af en Mand, der forstod at anvende og beherske Gestus, Mimik
og Stemme som en V iolinvirtuos sit Instrument.
Vil man forsøge at skildre Brandes’ Betydning og Position, er det
nødvendigt at søge at fremmane et Billede af
Taleren
Georg Brandes;
mange har givet Bidrag hertil — man læse blot Kapitlet nedenfor om
»Brandes-Skikkelsen i Skønlitteraturen« — her skal gengives et, der
saa vidt vides ikke hidtil har foreligget paa Dansk. Det skyldes den
svenske Forfatterinde V ictoria Benedictsson, bedre kendt under sit
Navneskjul Ernst Ahlgren. Hun stod en Overgang Brandes særdeles
nær og har følgelig overværet adskillige af hans Forelæsninger; hen
des Landsmand Axel Lundegård udgav i 1920 hendes »Studier och
brottstycken«, hvoriblandt ogsaa et Portrætstudie af Brandes som F o
relæser, oplevet og gengivet med en Kvindes fremragende Intuitions
evne. Hun skildrer hele Stemningen og de stormende Scener, inden
Salen er fyldt til sidste Plads, medens de sidst ankomne udenfor staar
paa Taa for om muligt at faa et Glimt af ham :
»Bulderet synker til mere dæmpet Uro — saa bliver der med eet
stille. Man skimter gennem Mængden det mørke Hoved med det
vajende Haar, som giver hans Udseende et ejendommelig stridbart
Udtryk.
Saa staar han deroppe, en Smule forpustet forekommer det en;
og medens han lader de indledende Ord vente paa sig, ser han ud
over Skaren af Tilhørere med dette rolige, næsten ligegyldige Blik,
som synes at opfatte alt uden Anstrengelse, lysende af skarp og
kold Forstand, som stikker af mod det nervøse Ansigt, hvis Mine
spil stadig veksler, snart trækkende sig bittert og haardt sammen,
snart jævnende sig ud næsten indtil Blidhed.
For en Iagttager har dette blege Ansigt med de bevægelige
Øjenbryn, den lige, stærkt rynkede Pande, de følsomme Næsefløje
og det søgende, staalgraa Blik adskilligt at fortælle og endnu mere
at forklare. Man kan saa godt forstaa, at denne Mand med sin kri
tiske Dissektionsevne, sin nøgterne Forstand, sin græske Verdens
anskuelse og sit orientalske Blod ganske naturnødvendigt maatte