GeorgBrandes

132

paa Tysk — et Arbejde, der voldte Brandes mange Bryderier med

uheldige Forlæggerforhold, der spolerede den ventede Fortjeneste.

Først i 1879 er Brandes i Stand til at genoptage Arbejdet med Ho

vedstrømningernes Fortsættelse; i September rejste han til Paris, hvor

fra han skaffede sig de nødvendige Bøger til Udarbejdelsen af »Den ro

mantiske Skole i Frankrig«. Efter en foreløbig Gennemlæsning af de

vigtigste tog han i Slutningen af Oktober til København og holdt Fore

læsningerne; de behagede, udtaler Brandes, som nu føler sin Anseelse

stige; Auditoriet var stuvende fuldt, og de bedste af den yngre Slægt

var blandt Tilhørerne, Politikere som Hørup, næsten alle yngre Kunst

nere og Skribenter, mange ældre Videnskabsmænd.

Hen paa Sommeren 1880 gennemlæstes den franske Digter Balzacs

op mod halvtreds Bind Romaner, Noveller, Dramaer, Breve og Skrifter

om ham, en ringe Del af Forarbejdet til Hovedstrømningers femte Del;

det fortsattes med enkelte Stykkers Udarbejdelse i Løbet af Vinteren

og Foraaret 81 samt Foraaret 82, til Værket hen paa Efteraaret 1882

var naaet saa vidt, at det kunde udkomme.

Rubow har karakteriseret »Den romantiske Skole i Frankrig« som

Brandes’ smukkeste Bog, skrevet udfra det bevingede Ord »Kunsten

for Kunstens egen Skyld«. Den indleder med Slægten fra 1830, omtaler

bl. a. Romantismen, den moderne Kritik og den socialpolitiske Idebe

vægelse samt Navne som Charles Nodier, A lfred de Musset, Georg

Sand, Balzac, Merimée, Sainte-Beuve, Dumas og V ictor Hugo, det mest

omfattende af Hovedstrømningers seks Dele.

Efter sin Skik begynder Brandes omgaaende sit Arbejde med næ

ste Bind, det sidste, som skitseredes og fik Titlen »Det unge Tyskland«,

men det skulde vare otte Aar, inden det laa færdig til Udgivelse; det

var, som Brandes selv udtrykker det, blevet hans Smertensbarn. Selve

Forelæsningerne holdtes i Aarene 83 og 87.

Han havde haabet at faa Bogen fra Haanden i 1889, men kun 11

Ark blev renskrevet og trykt, og Brandes sukker:

»Umaadelig træt og ked var jeg af Hovedstrømningernes sidste

Del. Jeg havde slæbt den med mig siden Begyndelsen af 1883, støn

nende, bandende, lidende fo r at gennemføre en gammel Plan, lagt

af Den, jeg var i 1871. Jeg mindedes Ordet: An Arbeit klebt Blut.

Jeg havde som nævnt ladet 11 Ark af den trykke. Nu var det mig

umuligt at udholde Sysselsættelsen med den. Jeg følte mig som en

stækket Vildgaas. I Maj (1890) brød jeg op og rejste, som sædvan

ligt i disse Aar, til Norge.«1)

1) »Levned«, III, S. 273.