GeorgBrandes

137

Til disse Navne vil for en Fuldstændigheds Skyld adskillige ønske

tilføjet Vilhelm Topsøes Navn; Brandes mente ikke, han hørte til her,

hvad blandt andre Herman Bang flere Steder har paatalt. Vilh. Ander

sen nævner i sin Bog om Topsøe denne Brandes’ Udeladelse, men fort

sætter (S. 2 0 ): »Med fuld Ret. Han er ikke en af det moderne Gennem

bruds Mænd. Han er den historiske Sammenhængs Mand.« Længere

fremme i samme Bog, særlig Siderne 79— 88, kan man læse nærmere

om disse to næsten jævnaldrende Mænds Mellemværende.

Til Gennembrudsmændene slutter sig derimod senere Forfatter

navne som Henrik Pontoppidan, Karl Gjellerup, Herman Bang m. fl.

I. J. P. Jacobsens Novelle »Mogens«, der første Gang tryktes i »Nyt

dansk Maanedsskrift« 1872, er Optakten den ofte citerede: »Sommer

var det; midt paa Dagen; i et H jørne af Hegnet. Lige for stod der et

gammelt Egetræ, om hvis Stamme man gerne kunde sige, at den vred

sig i Fortvivlelse over den Mangel paa Harmoni, der var mellem dens

ganske ny, gulladne Løv og dens sorte og tykke, krogede Grene, som

mest af Alting lignede grovt fortegnede gammelgothiske Arabesker.«

Og saa følger Skildringen af Regnvejret, der — som det hedder i

111. dansk Litteraturhistorie — kendetegner »Halvfjerdsernes »Gen

nembrud« efter Tresernes Tørke«.

Jacobsens første Møde med Brandes er i 3. Bind af »Samlede Skrif

ter« skildret i følgende O rd:

»Ung, lang, kejtet, bukkende dybt, saa det lange blonde Haar

faldt ned over Panden, kom han en Dag i 1869 første Gang med et

Hæfte Digte i Haanden. Aftenen forud var i det kgl. Teater et

skrækkeligt Stykke blevet spillet, denne eneste Gang, et anonymt,

men som hvis Ophavsmand en vis Jacobsen angaves. Slutningen

laa nær, at det forulykkede Skuespil og de ulæste Digte havde én

Forfatter.

Læste blev de derfor ikke; Kritikeren bladede lidt i dem og

sendte dem tilbage med nogle høflige Ord og en Advarsel mod at

skrive

ranglede

Vers. Det var et Indtryk af Personen, som var

smeltet sammen med et Indtryk af underlig løs Form i Digtene,

der affødte disse Ord, som Den, der skrev dem, sporløst havde

glemt indtil han tre Aar efter med et Smil — det fineste, sjæl-

fuldeste Smil — mindedes om dem.«

I Anden-Udgaven af »D igte« af 1872, der udkom 1896 — og lige

som hine tilegnet »Min Ven Dr. Georg Brandes« — findes et For

ord, hvori man læser om den Brandes’ske Paavirkning og Opmuntring

til Holger Drachmann, den næste af de danske »Gennembrudsmænd«,