GeorgBrandes

140

Friheden. Jeg bøjer mig i Beundring fo r den »L in je « i Dig — den

uafbrudte L inje — der betegnes af Styrke, Skønhed og Frihed. Jeg

er naaet sent frem i Udvikling; Du var færdig fra første Haand,

har aldrig bøjet af, har gjort dine Dumheder, men altid ligelinjet

----------------Du er et stort Stykke

mandligt

Danmark i dette Decen

nium, hvor det Udviskede regerer os.«

Og lidt senere kommer den velkendte Passus: »V i er — h ø jt reg

net — et halvt Hundred Mennesker, som

bærer

dette Land og fo r hvem

det er en Lidelse at bære.« — Et langt Brev, besvaret med et ligesaa

langt af Brandes, som derefter beretter, at Drachmann og han hurtigt

kom i »det gamle, broderlige Forhold« til hinanden.

Edvard Brandes har — som Broderen selv udtrykker det — for-

nummet det Byrdefulde ved altid at have en Broder forud for sig paa

sin Løbebane. Blandt Gennembrudsmændene placerer Georg Brandes

ham i følgende L in jer:

»Faa var de Skarpsynede, der allerede ud af hans Artikler som

Spectator læste en ganske anden Sans fo r Theatervæsen og For

stand paa Skuespilkunst end Broderen besad. Denne havde selv

etsteds i sine Skuespilkritiker (S. 262 »Kritiker og Portræ ter«),

paavist Urimeligheden af at give de Spillende Karakterer for Ud

førelsen af den enkelte Rolle og udtalt, at man i Stedet burde give

en gjennem ført og omhyggelig Karakteristik af en eller anden

Skuespiller og Skuespillerindes Talent, paavise dets Omfang og

skitsere dets Grænser; men han havde ikke været i Stand til selv

at udføre sit Program. Dertil skortede det ham altfor meget baade

paa Interesse for Opgaven og paa Indsigt.

Nu overtog den yngre Broder Røgteisen af det Hverv, den æl

dre havde ladet ligge, og det er anerkendt, at han i Aarenes Løb

har udviklet sig til vor første Dramaturg.«

Sophus Schandorph fortæller i første Bind af sine »Oplevelser«

1889 om sit Forhold til Brandes, skildrer

»dette evig-ligeglade Kjøbenhavn, hvor der ikke sporedes nogen

som helst gjennemgribende Interesse for aandeligt Liv, der, uden

for Fagvidenskabernes Kreds, ikke havde en eneste fremragende

producerende Kraft ...« (S. 266).

Og paa næste Side:

»Blandt de yngre Prosaforfattere saa jeg ganske vist i G. Bran

des det betydeligste og interessanteste Talent. Min Hustru og jeg

læste gjerne sammen, hvad han skrev, og disputerede om ham

med nogle af vore Venner, som ikke vurderede ham saa højt. Da

Kritiker og Portræter« udkom , var jeg sikker paa, at der laa en rig

Fremtid beredt for Forfatteren, men anede ikke, at han skulde