148 / 237
139
I et nogenlunde samtidigt Brev til Dr. Pingel skrev Drachmann:
» ... Brødrene Brandes forstaar ikke mig længer, og jeg er op
hørt at ville forstaa dem. Jeg vil — som Jean Jacques (Rousseau)
— tilbage til Naturen, til det Naive, det Oprindelige, det Usammen
satte, hvad man nu vil kalde det. Men dette, véd jeg, er Abracada
bra i deres Øren.«
Brandes fik intet Svar fra Drachmann og skriver til hans Frue, som
var ked af Bruddet:
»Holger har hyllet sig i en megetsigende Tavshed og derved til
kendegivet, at han ikke ønsker Forsoning.«
I Bogen Aaret efter om det moderne Gennembruds Mænd følte
Drachmann sig bl. a. fornærmet over en Passus, hvori hans Bog »Der
ovre fra Grænsen« omtaltes som skrevet paa Bestilling af »Det nitten
de Aarhundrede«; og i sin Bog »Skyggebilleder fra Rejser i Indland og
Udland« samme Aar (1883) sætter han saa i »Ostende-Briigge« den
nye Litteratur paa Plads i følgende Vendinger (S. 157— 6 0 ):
» ... det var et fremragende Talent, som begyndte; et stort Hjær-
te, store Evner, stor Forfængelighed; og derefter fulgte mindre Ta
lenter lige ned til Karikaturerne. Der blev boret og filet og ætset og
bejset; Tænkernes Tanker og Digternes Følelser bleve tagne fra
hinanden, som de smaa Hjul i et Uhrværk, og der blev smurt med
Olie og pillet og p u d s e t...
... Men Held den Mand, der føler, at hans Sjæl bliver syg i et
Kompagni, hvor selv det fremragende Talent ikke formaar at dæk
ke over Kombattanternes Brist og Svaghed: skuffet Ærgerrighed,
krænket Forfængelighed, Racehad, Trøsteløshed, Bitterhed, Tvivl
og Trods, Alt sammen kastet i Bunke med redelig Sandhedstrang
og Sandhedssøgen — held ham, at han endnu har Kommando over
sig selv og kan vælge sig sin egen V e j: ligegyldigt hvorledes den
betegnes!«
En halv Snes Aar varede dette Uvenskab; i 1892 tog Drachmann
selv Initiativet til at opnaa en Udsoning, idet han sendte et aabent
Brev til Brandes, dateret 21. Juli; det findes optrykt i 3. Bind af »Lev
ned« S. 323— 25 og udtaler bl. a.:
»Jeg bøjer mig hverken for din Avtoritet, hvor begrundet den
er, dine Kundskaber, hvor mange de er, din Produktionsevne, der
er i Slægt med min, din Stilling som Fører i den store Falanks af
fri og frelse Mænd. Jeg véd saa omtrent nu, hvad jeg duer til; og
jeg duer mindst af alt til at være i nogen Livvagt.
Jeg er hverken aandrig eller kundskabsrig eller literær eller
noget af alt det; jeg er en Mand, der elsker Styrken, Skønheden og