GeorgBrandes

141

komme til at udøve en saa gjennemgribende og alsidig Indflydelse

paa vor Kultur, skulde blive mig personlig saa inderlig kjær.«

Schandorph hører saa fra anden Side om de begyndende Forelæs

ninger, men var — vant til haabløs Venten — endnu tvivlende.

»Men«, skriver han videre, »da jeg havde læst hans Bog om

Emigrantliteraturen, blev jeg saa glad som den yngste af Brandes’s

Tilhørere. Hvad jeg og mange med mig mere eller mindre dunkelt

havde længtes efter, men hverken havt Mod eller Talent til at ud

tale med Myndighed, med Fordring paa, at Landet skulde lytte

efter, kom her klart og begejstret til Udtalelse.

Der maatte slaas stærkt, der maatte raabes højt. Det maatte

siges, at vi paa næsten alle aandelige Omraader laa i Syvsoversøvn.

Den Politik, der havde skilt os af med næsten det Halve af Landet,

førte endnu det store Ord, som om Intet var sket. Literaturen præ

sterede kun Nipssager, og de Skrivende anede for det Meste ikke,

hvad der var tænkt og digtet i Evropa i de sidste halvhundrede

Aar. Skulpturen sov i Ly af Thorvaldsens mægtige Skygge, Male

riet var ved at løbe sig fast i en genial Theoretikers halvforstaaede

Doktriner. Ved Universitetet var der kun Liv i de exakte V iden

skaber ...«

Som man ser: et Billede, der i det store og Hele falder sammen med

det, Brandes selv — som foran citeret — har givet af den samme Tid.

S. 271 fortsætter Schandorph sit Kapitel »Den Brandes’ske Bevæ

gelse« med følgende:

»Han var i sin personlige Omgang lige saa vækkende som i sine

Bøger. En Samtale med ham fik En stemt stærk og energisk; Ar-

bejdstrangen og Arbejdspligtfølelsen rørte sig i En. Og hvor kunde

han opmuntre En, naar Ens Arbejde forekom ham vellykket ...

Allerede i 1874, da jeg havde udgivet »Nogle Digte«, interesse

rede han sig fo r mig og paapegede, hvad jeg burde og kunde gjøre,

og hvad jeg burde lade ligge. Fra den Tid af kom vi i venskabeligt

personligt Forhold, det blev senere til et varmt Venskab, som jeg

er vis paa holder, saa længe jeg lever.»

Og Erik Skram, den syvende og sidste af de i »Det moderne Gjen-

nembruds Mænd« optagne fortæller om

sit

Møde med Brandes i den

Tale, han den 25. Oktober 1891 holdt for ham — og som stod gengivet

Dagen derpaa i Bladet »København« efter Manuskript:

» ... Som en af dem, der har gennemlevet Brandesbevægelsen

her i Landet fra dens første Begyndelse indtil nu, er det mig en

Nødvendighed og en Tilfredsstillelse af udmærket Art her, ind