GeorgBrandes

147

Seks Aar senere, 1883, kom foruden det forannævnte Værk om

Gennembrudsmændene et meget omfangsrigt med Titlen »Mennesker

og Værker i nyere evropæisk L itteratur«; heri forekommer bl. a. Bran

des’ — ifølge Rubow »teknisk mest fuldendte« — A fhandling om

Schack Staffeldt samt Essays om hans gode Ven, den tyske Forfatter

Paul Heyse, om den engelske F ilosof Stuart Mili og om Franskmæn-

dene Renan, Flaubert og Brødrene Goncourt.

Atter gaar seks Aar, saa kommer der to store Essay-Samlinger, en

om danske og en om fremmede Personligheder, alle Forfattere paa et

eller andet Omraade; blandt de danske er Holberg, Oehlenschlåger, J.

L. Heiberg, Ingemann, Kaalund, J. P. Jacobsen, W . Dinesen og de to

Professorer i F ilosofi Brøchner og Rs. Nielsen. A f de udenlandske For

fattere skal foruden Nordmændene Elster, Kielland og Garborg,

Franskmændene Hugo og Zola samt Luther og Shakespeare særlig

nævnes Afhandlingen om den tyske F ilosof Nietzsche, om hvis Vurde

ring Brandes samme Aar, 1889, indledede den nedenfor omtalte Fejde

med Høffding.

Endelig kom i Gyldendals »Bibliothek for H jemmene« 1902 »Fem

danske Digtere«, der foruden tre af de i »Danske Digtere« af 1877

nævnte: Hauch, W inther og Paludan-Miiller talte Henrik Hertz og

H. C. Andersen — alle fem satte Brandes meget højt, og i hvert Fald de

fire, Hauch, W inther, Paludan-Miiller og Andersen, havde han kendt

og omgaaedes personligt samt brevvekslet med. Nogle Stykker af disse

Breve er optrykt i Bogen.

Afhandlingen om H. C. Andersen, der oprindelig stod i »Illustreret

Tidende« Juli 1869, hører til Brandes’ bedste; den indledes:

»Der skal Mod til at have Talent. Man maa vove at fortrøste sig

til sin Indskydelse, man maa stole paa, at det Indfald, der opstaar

i Ens Hjerne, er sundt, at den Form , der falder En naturlig, selv

om den er ny, har Ret til at være; man maa have vundet Dristig

hed til at udsætte sig fo r at blive kaldt affekteret eller vild, før

man kan betro sig til sit Instinkt og følge det, hvorhen det fører

og byder.«

Disse Artikler affødte en lille, for begge Brevskrivere saare karak

teristisk Brevveksling, der kan findes i de siden udgivne Breve fra og

til Andersen, der — som flere andre af de her nævnte Personligheder

— var Brandes taknemlig for hans banebrydende og forstaaende

Kritik.1)

’ ) Jvf. I. P. Bang: H. C. Andersen og Georg Brandes, 1936.