159 / 237
150
»I Anledning af Verdens-Udstillingen i Paris 1878 skrev en
ellers yderst velvillig Bedømmer af Danmark, V ictor Cherbuliez,
efter nogenlunde udførlig at have gennemgaaet Sverigs og Norges
Bidrag, om vort Fædreland blot denne fyndige Sætning, der burde
staa alle Danske for Ø je som den frygteligste, den mest skræm
mende Sætning, der en Gang er sagt om os, men aldrig med Sand
hed burde kunne siges:
Le Danemark s’efface.
Le Danemark s’efface er uoversætteligt, men det betyder: Dan
mark udviskes, svinder hen, gaar ud af Sagaen. Danmark bliver i
Kulisserne, kommer ikke ind paa Scenen mere, eller snubler over
sine Ben, naar det kommer og gaar.
Dette Ord er visselig ikke Udlandets sidste eller eneste Ord om
os, men det er det vægtigste, det mest truende Ord, der er sagt os.
Det er det Ord, vi bør huske. Det svarede til manges hemmelige
Angst herhjemme.
Der er et Ord, som man i sin Tid ofte hørte sagt her i Danmark,
ikke letsindigt, men i fortvivlet Sorg:
Vi er et dødsdømt Folk.«
Mange tog Brandes disse Udtalelser ilde op, og de efterfulgtes af
Angreb og Modindlæg fra forskellig Side; forrest i Debatten blandt
Brandes’ Modstandere stod daværende Handelsskolebestyrer, Histori
keren H. L. Møller samt den senere Professor Ellinger, hvis Indlæg fo
religger trykt i P jeceform . De Ferslewske Blade havde været særlig
rig paa Indlæg, undertegnede med forskellige yderst korte Anonymer,
der fik Brandes til at reagere med Artiklen »P ierrot Patriot«, hvor
med han sigtede til den store anonyme Patriot, der kommanderede alle
de smaa.
Indlægget, der findes optrykt i Samlede Skrifter XV, S. 384— 90,
indledes:
»Literær Polemik er ikke i og for sig nogen ubehagelig Syssel
sættelse. En gammel Ven af mig plejede at sige: Man venter til
man har et passende Antal Angribere for sig. Saa anbringer man
dem omtrent som man kaster Tæpper over en Tøjsnor, naar de
skal bankes. Og man foretager Afbankningen med godt Humør.
Men dertil udkræves, at disse Angribere er nogenlunde anseli
ge, saa anselige i det Mindste, at man kan faa Tag i dem og Ram
paa dem. At angribes af rene Køtere er straks mindre morsomt,
men kan alligevel have sin Charme ... Der er endnu noget muntert
ved at høre en Køter gø. Men det er vemodigt at høre en Loppe ho
ste, og selv naar et halvt eller helt Dusin hoster paa en Gang, er
der ingen opmuntrende eller krigersk Trompetklang i det Spek
takel.«