165 / 237
156
Redaktionen ønskede trykt, og gjorde bl. a. Indvendinger, naar Tonen
blev for fri. Hertil svarede Georg Brandes i det omtalte Brev:
»V i mene, at en Fortællings Aand er god eller slet, ren eller
uren, eftersom det Gode og Rene deri finder Forfatterens stiltiende
Bifald eller ei; men vi see intet æstetisk Forkasteligt i, at det Slette
og Urene er fremstillet, naar det kun ikke er godkjendt. Vi finde
derfor til Gjengjæld mangen Fortælling umoralsk og usand, hvori
intet Anstødeligt forekommer og hvis Sædelighed i Almindelighed
ansees fo r hævet over enhver Tv iv l.«1)
I Mellemtiden — inden Sædelighedsfejdens Ophør — var Brandes
blevet optaget af noget helt andet, idet den da endnu ret ukendte tyske
F ilosof Friedrich Nietzsche havde indledet en Forbindelse med den
danske Kritiker, som han i 1886 sendte en af sine Bøger. Brandes blev
betaget af den ungdommelige Lidenskab og Dristighed hos den kun
2 1/2
Aar yngre Mand og følte det som sin Pligt at
»henlede Læseverdenens Opmærksomhed paa denne Kraftkilde og
Tankekilde, der sprudlede og randt upaaagtet, denne geniale Røst,
der raabte uden at møde det savnede, mangedobbelte Ekko, det
endnu slumrende, som sikkert kunde vækkes. ... Nietzsches Skrif
ter befrugtede mig ikke; men de indgød mig Mod. Og Tankeudveks-
lingen med Nietzsche, som den fandt Sted under den Brevveksling,
der efter et Aars Forløb (N. blev sindssyg) fik sin bratte A fslut
ning, styrkede mig selv, berigede mig selv; jeg følte mig under den
paany paa mit Væsens Højde, virkende i mit Kald, opfyldende den
Sendelse, der nu engang var bleven m in .«2)
I Foraaret 1888 holdt Brandes paa Københavns Universitet en
Række Foredrag om Nietzsche, udgav derpaa et Essay om ham paa
Tysk, hvorefter dennes Ry tog Fart. Paa Dansk udkom det først i »T il
s k u e r en s Augusthæfte 1889 under den fængende Titel »Aristokratisk
Radikalisme«. Gennem sin Landsmand, Schopenhauer, naar Nietzsche
sit eget Standpunkt. I sin Artikel giver Brandes disse Ideer følgende
Udtryk :
»Et lykkeligt Liv er umuligt; det Højeste, Mennesket kan naa,
er et heroisk Liv, et, i hvilket der kjæmpes med de største Vanske
ligheder for Noget, som paa en eller anden Maade kommer Alle
tilgode. Til det sande Menneskelige løfte kun de sande Mennesker
os, de, der synes bievne til ved et Spring i Naturen, Tænkere og
Opdagere, Kunstnere og Frembringere, og de, som virke mere ved
J) L. C. Nielsen: »Frederik V. Hegel«, Bd. I, S. 228.
a) Levned III, S. 229—30.