GeorgBrandes

155

os, at de lade sig undertrykke eller udrydde, uden at Mennesket

bliver defekt eller fordummet. Askesen, som den for Øjeblikket

øves af det store Flertal blandt de højere Stænders ugifte Kvinder,

er en Ulykke, en naturstridig Ting, et O ffer, som mange Gange

bringes en værdiløs Fordom . Driftlivet er og bliver Jordbunden for

Fantasiens og Skønhedens Blomst ikke mindre end for giftige og

stinkende Vækster. Købes aandelige Fortrin stundom for dyrt med

et O ffer af Renhed og Uskyld, saa kan den virkelige Renhed ikke

mindre end den blot tilsyneladende ogsaa købes alt for dyrt, naar

den medfører tærende Savn og al Goldhedens og de kvalte Længs

lers Bornerthed.«

Avisindlæg, Tidsskriftsartikler og P jecer — mere eller mindre sag

lige — fulgte i Kølvandet; Interesserede kan finde de fleste nævnt i

den »Litteratur«-Fortegnelse, der slutter A lfr. Ipsens Bog om Brandes,

hvor Fejden er fyldigt refereret paa over 30 Sider.

Brandes selv brød sig ikke om at deltage i den — en Boganmeldelse

var jo dog kun en Boganmeldelse; men hen paa Sommeren svarede

han en af sine Angribere, F ilosoffen Viggo Drewsen, der i »Tilskueren«

havde skrevet to Indlæg; Størstedelen af Imødegaaelsen bestod af et

historisk Tilbageblik, som gav Artiklen Navn: »Martin Luther om Coe-

libat og Ægteskab«, hvori Brandes viste, at Luther dog forlængst havde

udkastet beslægtede Tanker. Den blev — efter Brandes’ eget Udsagn

— hæftigt misbilliget af Mænd og Kvinder, der hidtil havde vist ham

Sympati. En anden Artikel i 1887 kostede ham B jørnstjerne Bjørnsons

Venskab.

Samme Aar ebbede Striden ud efter en kort Opblussen; den be

gyndte at kede, hvad en Anmeldelse i »Politiken« af en af de mange

Pjecer bærer Vidne om ; det hedder her: »Den er kraftig som den

ædleste Gaasevin, velsmagende som Kødet af en gammel Hankat, varm

og følt som det klamme Haandtryk af en koldtsvedende Haand, aand-

fuld som en Snaps daarlig Fusel, sveden som en mislykket Værtshus

bøf, djærv som en Dumhed, sejg som en Pølse.«

Et Slags Supplement til Brandes’ Anskuelser kan man læse i hans

Anmeldelser i 1890 af Bourget, Maupassant, Tolstoj og Zola under den

fælles Titel »Dyret i Mennesket«, der kom i det litterære Maanedsskrift

»A f Dagens Krønike«. Endelig kunde der i denne Forbindelse være

Grund til at citere et Brudstykke af det Brev, Brandes i Juni 1877

sendte til Direktøren for Gyldendals Forlag, Fr. Hegel, hos hvem Brød

rene Brandes dengang udgav deres Tidsskrift »Det nittende Aarhun-

drede«; Direktør Hegel var ikke altid lige begejstret for de Artikler,