169 / 237
160
Briller« har Rubow iøvrigt givet en fyldig Omtale af selve Bogen og
Forstudierne til den. Her skal blot tages et Par af Brandes’ egne Ord
til Bogens Belysning, først om Hamlet:
»Dit Tungsind er vort, din Harme er vor, dit overlegne Vid
hævner os paa dem, der fylde Jorden med deres tomme Larm og
som ere dens Herrer. V i kjende din dybe Kval ved Hykleriets og
Urettens Trium f, og ak ! din endnu dybere Kval ved at føle den
Nerve overskaaren i dig, som omsætter Tanke i sejrrig Handling.
Ogsaa os har store Henfarnes Røst fra Underverdenen manet. Og-
saa vi have set vor Moder slaa Magtens Purpurkaabe om den, der
har myrdet »det begravne Danmarks Majestæt«. Ogsaa os har Ung
domsvenner forraadt; ogsaa mod os er Klinger bievne dyppede i
Gift. Ogsaa vi kjende den Kirkegaardsstemning, i hvilken Væm
melse ved alt Jordisk og Vemod ved alt Jordisk griber Sjælen. Og
saa os har Pustet fra aabne Grave faaet til at drømme med en
Hjerneskal i vor H aand !«1)
»... Med saa stort et Blik har Shakespeare her skuet ned i sit
eget Væsens og derved i Menneskenaturens Dyb, og saa sikkert og
dristigt har han formet i ydre Træk, hvad han saa, at Mennesker
fra de forskjelligste Lande og af forsk jellige Stammer Aarhundre-
der derefter have følt deres eget Væsen formet som Vox af hans
Haand og liave set sig i Spejl i hans Digtning.« (S. 296).
» ... Shakespeares Værker var det rigeste mig bekendte Gemme
sted for sanddru og storstilede Billeder af Lidenskabslivet«, siger
Brandes paa en af de sidste Sider i »Levned« III — og han nævner
tre af Shakespeares Værker, som i særlig Grad har øvet Tiltræk
ning paa ham :
»Hvad der fra først af havde draget mig til Shakespeare som
Æmne, det var, som oven for antydet, Hanget til at skildre den
største Bitterheds Tidsrum i hans Sind. Det var ikke hans ypperste,
verdenskendte Værker, som lokkede mig mest. Havde Shakespeare
ikke skrevet »Troilus og Cressida«, »Coriolanus« og »T im on fra
Athen«, saa havde han ikke fængslet mig saa ubetinget, at jeg
maatte fordybe mig i ham.«
Hvad betød da disse tre Skuespil for Brandes? Tager man hans
egen Karakteristik af dem, som den former sig i Bogen om Shakes
peare, saa lyder den:
»Troilus og Cressida« strømmede over af Foragt for Kvinde-
k jønnet som K jøn, for Erotiken som kom isk eller jammerlig San
selighed, for det falske Heltery og den forlorne Krigerstorhed.
’ ) »William Shakespeare«, II, S. 288; sml. Rubow: »Originaler og Over
sættelser«, S. 14 f., hvor en Sainte-Beuve-Reminiscens er paavist.