168 / 237
Genidyrkelsen. De store Levnedsskildringer.
H
vor er den tom, den Snak om Fremskridtet, hvor er Menneske
heden enfoldig og ra a ! Jeg vender i mit Sind stedse inderligere
tilbage til min »hero-w orsh ip«, Dyrkelsen af de faa, som frembringer
og forstaar. Saadan følte jeg nøjagtigt den Dag, jeg fyldte sytten Aar.«
Saaledes skriver Brandes for sig selv Nytaarsdag 1886, efter hvad han
meddeler i »Levned«s tredie B ind; længere henne i samme Bind skri
ver han om det at fortælle sit eget Livs Gang og fortsætter:
»Det var paa helt anden Maade, at jeg da følte Trangen til at
lægge mit Indre for Dagen, nemlig, som jeg alt i mange Aar havde
gjort det, gennem Skildringen af en betydeligere Personlighed, i
hvem jeg formaaede at bryde ind fra en eller anden Side, for saa
at fordybe mig i Manden. En af Betingelserne for at Arbejdet kun
de lykkes, var, at Skikkelsen i en vis Henseende svarede til det Ud
viklingstrin, hvorpaa jeg da netop stod, og at den var rummelig
nok til at jeg kunde røre mig i den.
Atten Aar tidligere havde jeg fundet mig helt til Rette i Las
salle. Nu behøvede jeg saa megen Plads, at jeg instinktmæssig
havde tyet til Shakespeare, om hvem jeg det Foraar afsluttede mine
Forelæsninger. Disse Forelæsninger var endnu kun et raat og fore
løbigt Udkast, der havde taget tre Halvaar. Jeg lod dette Udkast
ligge og ruge i mig mer end halvtredie Aar endnu, indtil jeg i De
cember 1894 begyndte Nedskrivningen af Bogen.« (S. 381).
Og allerede næste Aar begynder »W illiam Shakespeare« at udkom
me i Hæfter; i 1896 kan Værket samles til tre Bind. Trods sine Mang
ler virkede Shakespeare-Bogen imponerende og blev i mere end een
Forstand af banebrydende Betydning.
Tillige er den det første udprægede Udtryk for Brandes’ saakaldte
Heltedyrkelse; Shakespeare-Skikkelsen har, udtrykker Rubow det,
»faaet de Træk Brandes fremelsker hos sine Modeller: de fine Nerver,
der let spændes til Sprængpunktet, den uundværlige Martyrmine, den
fornemme Livslede og Publikumsforagt.« I sin Bog »Georg Brandes’