GeorgBrandes

157

deres Væsen end ved deres V irken: de Ædle, de i stor Stil gode, de,

i hvem det Godes Genius virker. Disse Mennesker ere Historiens

Formaal.

Nietzsche formulerer denne Sætning: »Menneskeheden skal

uafbrudt arbejde paa at frembringe enkelte store Mennesker —

dette og intet Andet er dens Opgave«. Det er den samme Formel, til

hvilken adskillige af Samtidens aristokratiske Aander ere naaede.«

I December samme Aar indeholdt »T ilskueren« en kraftig Indsi

gelse mod disse Tanker, »Demokratisk Radikalisme«, skrevet af Ha

rald Høffding, som dermed indledede den saakaldte Nietzsche-Strid,

hvorom Brandes i sidste Bind af sit »Levned« siger, at den førtes med

unødig Skarphed fra begge Sider.

»Min Modstander havde ikke det rette Indtryk af hvad Nietz-

sches Skrifter vilde komme til at betyde som Indsats i Samtidens

aandelige Liv, og betragtede det som en Særhed af mig at tillægge

dem saa megen Vægt. Jeg for min Del lod mig forlede til drillende

Spotterier.«

Høffding sluttede sine Indvendinger med at fastslaa, at Nietzsche

sikkert var sjælden begavet, men ikke filosofisk , idet han manglede

den filosofiske Interesse og Resignation; særlig den antipatiske Stem

ning var hans Styrke, men bag det hele ligesom mærkede man det sy

geligt forvredne. Brandes replicerer med Artiklen »Det store Menne

ske Kulturens Kilde«. Den indleder med en bemærkelsesværdig Passus,

som røber en af Grundene til, at nærværende Kapitel ikke rummer

mange flere »F ejder«, som man kunde tænke sig Brandes indblandet i:

»Det er ikke mine Vane at besvare Angreb eller Kritiker. Ikke

at jeg miskender eller undervurderer deres praktiske Betydning;

hvad Værd de end for øvrigt have, men jeg er saa hyppigt eller

rettere saa stadigt Genstand for dem, at Besvarelsen vilde tvinge

mig til hvert Ø jeblik at forlade selvvalgte Sysselsættelser. Denne

Gang har jeg imidlertid haft det Held at blive Genstand for et vel

ment Angreb af en Mand, der staar h øjt ved Talent, højere endnu

ved Kundskaber og Karakter, og jeg vil da ikke nægte mig den

Fornøjelse for en Gangs Skyld at kritisere min Kritiker.«

Og han slutter Indlægget:

»Udtrykket

Aristokratisk Radikalisme

har jeg derfor ikke fo r

met alene af theoretiske Grunde for at give en slaaende Betegnelse

for en fremmed Forfatters Tankegang, men for at markere den ny

Tendens, jeg selv har søgt at udvikle i nordisk Aandsliv, med et

Navn, der ved sin Besynderlighed vilde fremkalde Studsen og

brænde sig ind i Læseverdenens glemsomme Erindring.«