GeorgBrandes

158

I et Svar herpaa slutter Høffding med følgende »Forman ing« til

Brandes:

»Der er gjort stor Uret mod Georg Brandes. Men det forekom

mer mig rigtignok, at i de senere Aar er der ingen, der øver større

Uret imod ham end han selv. Maatte han dog ikke fortære sin

Kraft i usammenhængende Journalistik og i Proklamationer af

Fænomener, der især synes store, ford i de er barokke og sygelige.

Maatte han kunne samle sig til et saadant betydeligt Værk, som vi

endnu har Ret til at vente det fra en Haand som hans.«

Brandes fremkommer endnu med en Duplik, og H øffding afslutter

Striden med en »Ep ilog« i »T ilskueren«s Majhæfte 1890. En mere vi

denskabelig Oversigt og Udredning af Sagen har V ilh. Andersen givet

i »T ider og Typer« 1. Række, 2. Dels 2. Bog S. 216— 31, medens han i

sin Litteraturhistorie kalder den »et nyttigt Ord i en Tid og et Sam

fund, hvor Afstandens Patos, Vilkaaret for Aandslivets Adel var van

skelig at opretholde og Skellene maatte oprejses paa ny fra inden.«

Desuden er der Grund til at henvise til Brandes’ Omarbejdelse af

Indlægget »Det store Menneske, Kulturens Kilde«, der tryktes forrest

i 12. Bind af Saml. Skr., og hans Understregning af, at det først og

fremmest var hans Hensigt at

referere

Nietzsches Tanker.1)

Betegnelsen »Herskermoralen«, »Overmenneskemoralen« var dan

net — den bar indirekte over i »Genidyrkelsen« og gav Inspiration til

mange af de store Levnedsskildringer, Brandes nogle Aar senere kaste

de sig over. Efter Axel Fraenckels Opfattelse i den tidligere nævnte

Artikel bidrog Nietzschestudierne til at føre Brandes fra en gammel

liberal til en radikalere, men mere retsdemokratisk, »aristokratisk«

Samfundsopfattelse.

*) Den første Artikel om N. findes i Sml. Skrifter, VII.