GeorgBrandes

164

chelangelo Buonarotti«, hvis Værker Brandes havde lært at skatte ved

Selvsyn paa sin store Udenlandsrejse 1870— 71 — og ikke mindst gen

nem sit Venskab med Kunsthistorikeren Julius Lange. Allerede tidligt

stod Michelangelo for Brandes som »en af Jordens fem eller seks ypper

ste Mænd«, og — som han siger i Forordet til nævnte Bog:

»A f alle bildende Kunstnere er Michelangelo den, der har gjort

det dybeste Indtryk paa m ig; ja, der gives blandt Verdenshistoriens

store Aander næppe nogen, der har paavirket mit indre Liv som

han.«

Den saakaldte Heltedyrkelse i Brandes’ Forfatterskab kan spores

ret langt tilbage, men den største Inspiration henter han dog sidst i

80’erne gennem Nietzsche og dennes »Overmennesketeori«; »Tanker

jeg selv polemisk havde tænkt og med hvilke jeg var fortrolig, ligesom

prægede i h ø jt Relief, andre, som var mig fremmede, men som fristede

mig til begrundet Afvisning eller Tilegnelse«, siger Brandes i »Lev-

ned«s 3. Bind S. 229.

Her kan til Slut ogsaa gøres opmærksom paa en fransk Paavirk-

ning, nemlig fra Anatole France. Rubow peger paa den i sin andensteds

omtalte Afhandling om Brandes og hans Lærere; det hedder her

(S. 4 3 ):

»F or øvrigt er Brandes’ Tankegang i Færd med at krystallisere

sig som Fornuft- og Stildyrkelse. Hans Skrifter tegner nu skarpt det

nye Billede af ham som skeptisk Verdensborger. V il man se denne

Skikkelse i Belysning af en fremmed Personlighed, kan man læse

hans Essay om Anatole France. At France fra nu af for Brandes

er Europas ypperste Forfatter, kan ikke undre nogen. Som Brandes

er han renblodet Intellektualist, Elsker af den sunde Fornuft,

Skeptiker, Foragter af Massen, aristokratisk sindet, som Brandes

Dyrker af Stilen, tilmed af den klare, overskuelige, beherskede

Stil, der umærkelig glider over i Ironi.«

Og to Sider efter:

»Det kan derfor uden Forklejnelse for France siges, at Brandes’

Tilegnelse af ham er et Vidnesbyrd om aftagende Kontakt med

Nutidens aandelige Liv. Han tog ham til Skytspatron under den

sidste Del af sin Virksomhed som Skribent, og lod sig ofte direkte

inspirere af ham og hans Kres, saaledes i sine sidste, kække Stu

dier over Kristendommens Tilblivelse.«