GeorgBrandes

167

de udsat sig for at forbause Læserne. A ltfor tidt har den literære

Popularitets Betingelse været denne: tam, tammere, tammest.

Man burde vistnok være noget tilbageholdende med Hensyn til

at lægge sin Forbauselse for Dagen. Det er jo nemlig en flov Hi

storie, naar man saa et halvhundred Aar derefter skal forsikre, at

det, der i sin Tid forbausede, nu opfattes som en Selvfølgelighed,

om hvilken alle fornu ftige Mennesker er enige, saa det en Gang

Forargelige nu er en Truisme, der overhovedet ikke drøftes mere

mellem nogenlunde udviklede og fremskredne Personligheder. En

nu 55 Aar gammel Bog »Emigrantliteraturen« forbausede i sin Tid

som en Urimelighed eller Frækhed, afstedkom stort Postyr i den

danske Presse, og indeholder nu neppe en Linie, som overrasker

og ikke længst er godkendt som ret uskyldig Ytring af en ung,

endnu uerfaren Mand.«

Derefter gennemgaas særlig de Skrifter i Ny Testamente, der tager

Sigte paa Apostlen Paulus, som Brandes synes er blevet favoriseret paa

de andres Bekostning; i Rom mener han overhovedet aldrig Petrus har

sat sine Ben, og naar han alligevel indtager Stillingen som Romerkir

kens første Pave, beror det paa en Sammenblanding med den romer

ske Mythologis Gud Janus, der her staar som Himlens Dørvogter; og-

saa Apostlen Peter er en Sagnfigur.

Nogle Uger før Brandes’ Død i Februar 1927 kom »Urkristendom«,

i hvis første A fsn it »Communisme« han gør gældende, at Kristendom

mens stærke Udbredelse dengang i ikke ringe Grad skyldtes den Om

stændighed, at dens sociale Præg virkede dragende paa de mange, der

led under det haarde Romerstyres Vilkaarligheder og de deraf flydende

daarlige Levevilkaar, medens 2. A fsn it om Paulinismen uddyber Prob

lemerne fra den foregaaende Bog om Petrus og særlig gennemgaar

»Apostlenes Gerninger.«

Paa Bogens sidste Side slaas dette »Hovedpunkt« fast:

»Der lader sig ikke skrive noget »Jesu Liv.« Kilderne er for

usikre. Jo mere man studerer Evangelierne, des mere opløser alt

Legemligt i dem sig i Skinlegemlighed, og den Overbevisning paa

trænger sig enhver ærlig Forsker, der ikke er fordummet ved

Overleveringen: den ældste Kristendom stammer ikke fra nogen

enkelt Personlighed; den blev frembragt af talrige virksomme

Kræfter, udgik fra Alexandria og fra Rom ikke mindre end fra

Jerusalem, og den fik sit Grundpræg af Tidsalderens religiøst far

vede F ilosofi.

Den, der udtaler dette, lader sig lede af en Pligt og Dyd, som

for vore Dages Skinhellige ikke er til, og paa hvis Fortrængelse al

deres Medgang beroer: Sandhedskærlighed.«