GeorgBrandes

Sidste Sværdslag. Efterladenskaber.

Overgangsstadiet til Georg Brandes’ sidste Værker faar følgende

Karakteristik i den store danske Litteraturhistorie, hvor Vilhelm An

dersen skriver (IV , 198— 9 9 ):

»Man kan ved at læse dem faa det Indtryk, hvortil man maa

vænne sig, naar man ser en lidenskabelig Produktionstrang, Aan

dens Eros, kæmpe imod A lderdomm en : at Oldingen ligesom Skyg

gerne i Homers Underverden leger med de Vaaben, hvormed han

som Mand har kæmpet. Dog er der selv i disse flygtige Bøger et

Liv: Trodsen, ikke blot imod Spidsborgernes Anstændighedsbegre-

ber, Skyggen af »Sædelighedsfejden« før Aar 90, men Trods imod

Plebejernes Herredømme.

A f Trods fremgik ogsaa Brandes’ indtil videre (1925) sidste

lille Bog. Men Trodsen gælder her den gamle Modstand mod Bran

des’ »frie Tanke«, nemlig »den religiøse Reaktion«, som nu siges at

have været stærkere end nogensinde før i det 19. Aarhundrede,

men som ogsaa han har faaet det stærkeste Indtryk af efter Ver

denskrigen. Medens Bagatellerne om det 18. Aarhundrede ligger

lige i Fortsættelsen af Bogen om Voltaire, er »Sagnet om Jesus«

1925 et Modstykke til Forelæsningen om Homer. De to Smaaskrif-

ter markerer de to Højder i den europæiske Aands Historie, hvor

fra ogsaa Brandes’ Aand har sit Udspring.«

»Sagnet om Jesus« indleder med at udrede det schweitziske Van-

dresagns Historie, der handler om Vilhelm Tell-Skikkelsen fra det 14.

Aarhundrede, og hvorom Brandes slutter: »Han har aldrig været til;

men det gør ham intet A fbræk ; han er og bliver et virksomt Ideal, og

han behersker som Forbilled Sindene. Det samme gælder om en Skik

kelse, der som han tilhører Sagnets Verden, men har udøvet en ganske

anderledes gennemgribende Indflydelse paa europæisk og amerikansk

Sjæleliv.« Og paa næste Side paabegynder Brandes saa sin Bog med

disse L in jer: