GeorgBrandes

170

Række Brandes-Breve og en Karakteristik af deres Ophavsmand ved

Udgiveren, Louis Bobé.

Til Slut kunde maaske sættes en Udtalelse, Brandes fremkom med

i »Forklaring og Forsvar«, der udkom 1872 i Anledning af de mange

Angreb paa første Bind af hans »Hovedstrømninger«, nemlig »Em i

grantlitteraturen«.

Hans værdigste Angriber, den tidligere Konseilspræsident, Biskop

D. G. Monrad, havde i en Artikel opstillet det Spørgsmaal: Er Du for

visset om, at Menneskeslægten ved at tilegne sig din Overbevisning vil

gaae et Skridt fremad i Oplysning og Sædelighed?

Hertil svarer Georg Brandes:

»Derom er jeg forvisset. Ja, jeg svarer: Den Forvisning, jeg fø

ler derom, er af samme Art, som den jeg føler om min egen Exi-

stens, om at der gives en Verden udenfor mig og om at Solen vil

staae op imorgen. Denne Forvisning er min Styrke. Og den er

stærk, fordi den er møisom t tilkjæmpet. Hvor mange Beskyldnin

ger fo r Overfladiskhed og for Ubekjendtskab med Sjælelivets Al

vor man end retter mod mig, saa veed jeg dog med mig selv, at jeg

har gjennemgaaet alle hine Brydninger, om hvilke man fortæller

mig at de gives, og at jeg Skridt for Skridt har kjæmpet mig frem

eller rettere af mine Tankers nødvendige Udvikling er bleven ført

frem til det Standpunkt, hvorpaa jeg nu staaer.«

Og endelig kan hertil føjes det meget sigende Tilbageblik, Brandes

31 Aar senere kaster over sin Produktion i Forordet til »Samlede

Skrifter«, hvor det hedder:

»Der indtræder, som alle ved, i Ens Opfattelse stadigt For

skydninger, som først paa et senere Tidspunkt bliver En fuldt be

vidste.

Her er for mit Vedkommende ikke Stedet til mere end nogle

Antydninger. Fra først af var jeg som Aand rent filosofisk anlagt;

saa formedes mit Indre netop derved stærkt polem isk under Kær

ligheden til Sandhed og Frihed. Men Skønhedsglæden havde tidligt

været den dybeste Følelse i m ig; den førte mig tilbage til den kon

krete Verden, og med Aarene fik jeg et stedse mere afgørende hi

storisk og psykologisk Hang.

... Dog under de langsomme Om formninger mit Aandsliv har

undergaaet, har enkelte Grundideer og Grundfølelser bevaret sig

urokkelige i mit Sind som mit Væsens Granit. Først Frihedsideen

og den lidenskabelige Kærlighed til Frihed, der har medført A f

skyen for Dogmer og for al raa og oprørende Tvang paa Handlin

gernes som paa Følelsernes Omraade.