GeorgBrandes

176

tidligt gjorde til sine.« I et Tillæg fortælles om Brandes’ Forhold til

»Universitetsfilosofferne«.

Et af de nyeste Bidrag til Brandes-Forskningen har Rubow 1934 gi

vet i sin klare Artikel i 3. Bind af det nye danske biografiske

Leksikon, hvori det mod Slutningen bl. a. hedder:

»Brandes har i Skrift og Tale sit Liv igennem øvet en overor

dentlig Paavirkning paa Litteraturen og den offentlige Mening i

Danmark og uden Sammenligning været den Danske, som helst

blev hørt i Udlandet i de sidste 50 Aar. Hans Indflydelse som

Vækker til Selvtænkning og hans Betydning for talrige enkelte

lader sig efter sin Natur vanskeligt maale. Mere haandgribelig

er hans Indsats som Kritiker og Impulsgiver over fo r Skønlitte

raturen. ... Den danske litterære Kritik og Litteraturhistorie i de

sidste Menneskealdre staar paa Brandes’ Skuldre. En udtøm

mende, historisk eller litterær Granskning af en Tidsalder laa ham

fjern t; han dreves til sine Emner af naiv Sympati med Menne

skene og forlangte med Aarene mere og mere gigantiske Repræ

sentanter for Menneskeheden. Mangesidig var han, men ingen Pro-

teus: til at følge en frembringende Aand i hans Sjæls Lønkamre

eller igennem alle Variationer af hans Poesi savnede han Taalmo-

dighed. Det religiøse Liv var ham efterhaanden næsten fremmed,

de jordbundne og de idylliske Naturer havde hans Antipati. At

fremstille en Helt uden Verdenssmerte laa uden fo r Brandes’ Ta

lent. Som Forfatter har han Æ ren af at have udformet det litte

rære Essay og den kunstneriske Monografi i fransk Maner. ... Med

sit distinkte, lidenskabelige Mæle formaaede han at holde den nor

diske Læseverden fast gennem to Menneskealdre uden nogen Sinde

at betvivle, at han ogsaa havde Myndighed til at tale.«

Som en naturlig Overgang fra

Specialet

Georg Brandes til den al

mene Litteraturkritik kommer Professor

Vilh. Andersens

Indlæg. Som

nævnt i Forordet er hans interessante A fhandling om Brandes i

»Illu

streret dansk L itteraturh istorie« 1925, Bd. i , S. 158— 205

den fyldigste

samlede Fremstilling vi har; hans Vurdering af Brandes’ Forfatter

skab og Personlighed samles paa de sidste 5 Sider, hvor det bl. a.

hedder:

»Shakespeare-Afhandlingen om det uendeligt Smaa og det uen

deligt Store ... giver Prøve paa en ny Æstetik, Program fo r en ny

Kunst og Omrids af en ny Personlighed. Allerede her 1869 er den

filosofiske Æstetik bleven til den psykologisk-historiske Kritik;

Ideen er afløst af Typen, det abstrakte af det konkrete, Bogen af

Mennesket. Ved sit Geni har Georg Brandes gjort denne Kritik til

en egen Kunstart ikke blot inden for Litteratur- og Kunsthistorien,